Mors‑Thy Håndbold

Erik Toft fik en noget uortodoks præmie efter Mors-Thy sejr: Jeg sætter stor pris på den

Der var stor tilfredshed i Mors-Thy-lejren efter den stærke anden halvleg

Jonas Wille har fået en perfekt start som cheftræner for Mors-Thy med sejre i to pokalkampe og i sin ligadebut lørdag eftermiddag. Foto: Bente Poder

Jonas Wille har fået en perfekt start som cheftræner for Mors-Thy med sejre i to pokalkampe og i sin ligadebut lørdag eftermiddag. Foto: Bente Poder

HÅNDBOLD:Endelig var håndbolden tilbage i ”Bette Balkan”, og selvom corona-restriktionerne gjorde, at der kun var 400 tilskuere i hallen, så gjorde de, hvad de kunne for at skabe en god stemning.

Det var ikke, fordi det var udslagsgivende i starten af kampen, da Mors-Thy hjemme tog imod oprykkerne fra TMS Ringsted, men med en stærk anden halvleg sikrede morsingboerne sig forholdsvist komfortabelt favoritsejren.

- Selvom jeg ikke havde snakket om det inden kampen, så var det en kamp, hvor jeg havde alt at tabe som ny træner mod et nyoprykket hold. Jeg var lettet over, at vi tog sejren og leverede en rigtig god præstation efter pausen, sagde Mors-Thy’s norske cheftræner, Jonas Wille, efter sin ligadebut.

Gæsterne voldte Mors-Thy store problemer i de første 30 minutter, da de konsekvent spillede syv-mod-seks i offensiven.

- Det er svært at spille seks-mod-syv i en hel kamp, men vi var tålmodige, og det betalte sig i de sidste 30 minutter af kampen, hvor vi fik Rasmus Bech ind i målet, der gav os nogle store redninger. Det gav os momentum i den resterende del af kampen, lød det fra Wille.

Træneren havde fået besøg af sine forældre, som ikke ville glippe deres søns ligadebut som Mors-Thy-træner, men om det var Jonas Wille eller den norske venstreback Erik Toft, som var gladest for besøget er svært at svare på.

- Mine forældre havde taget en god norsk ost med, og jeg havde lovet Erik Toft, at han måtte få den, hvis vi vandt, sagde træneren med et smil.

Den norske bagspiller Erik Toft var med tre mål før pausen medvirkende til, at hjemmeholdet kunne gå til pause helt lige. Foto: Bente Poder

Den norske bagspiller Erik Toft var med tre mål før pausen medvirkende til, at hjemmeholdet kunne gå til pause helt lige. Foto: Bente Poder

På trods af at Erik Toft længe har ledt efter en god ost i Danmark, men endnu ikke fundet én, så var han ikke i tvivl om, hvad der var bedst.

- Jeg må sige, at jeg er gladest for sejren, men den norske ost sætter jeg også stor pris på, sagde Erik Toft med en stor latter, før han fortsatte.

- Det var bare fantastisk endelig for alvor at være tilbage på håndboldbanen. Vi har ventet i lang tid, så det var rart endelig at spille en kamp med spænding og noget på spil, sagde Erik Toft.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.