ES Vendsyssel rykker op efter magtdemonstration

Elitesport Vendsyssel kan atter kalde sig 1. divisionshold efter en sikker sejr i sidste runde 

Elitesport Vendsyssel kan atter kalde sig 1. divisionshold efter en sikker sejr i sidste spillerunde. <i>Arkivfoto: Torben Hansen</i>

Elitesport Vendsyssel kan atter kalde sig 1. divisionshold efter en sikker sejr i sidste spillerunde. Arkivfoto: Torben Hansen

HJALLERUP:Elitesport Vendsyssel har det meste af sæsonen kørt et tæt parløb med Nørre Djurs, hvor de to klubber har kæmpet om den oprykningsgivende førsteplads i 2. division. 

I slutningen af februar besejrede ES Vendsyssel netop Nørre Djurs med hele 31-23. Det sikrede ikke blot et forspring i ES Vendsyssels favør. Den overbevisende sejr sikrede også, at man var bedst indbyrdes mod den nærmeste forfølger i tilfælde af pointlighed. 

Den fordel har vist sig at være ganske vigtig, for et par uafgjorte resultater har siden skabt helt dødt løb på pointtavlen mellem de to hold. 

Situationen var den, at Vendsyssel skulle vinde sin sidste kamp lørdag eftermiddag mod Hjallerup for at sikre oprykningen. 

Den opgave klarede vendelboerne i sikker stil. Det blev nemlig til en sejr på hele 34-22 til ES Vendsyssel. 

Det betyder, at Nordjylland igen har en repræsentant i landets næstbedste håndboldrække for mænd i næste sæson, hvilket glæder klubbens direktør Mogens Krogh. 

- Jeg har lige rost spillerne for deres indsats i de sidste to kampe. Jeg er meget imponeret over, at de mod et stærkt Mors-Thy-hold leverer en magtdemonstration og her i den sidste kamp mod Hjallerup bare holder hovedet koldt og vinder stensikkert. Det er sådan nogle præstationer, der giver mig tro på, at vi kan meget mere, siger Mogens Krogh. 

Oprykningen giver den tidligere landsholdsmålmand i fodbold en gylden mulighed for at sætte handling bag ordene om, at Elitesport Vendsyssel skal være hele Vendsyssels håndboldhold. 

- Vi har en plan, som alt andet lige bliver nemmere at arbejde videre med, når vi skal spille 1. division. Der er en række krav i 1. division, som i sig selv er med til, at vi kan løfte rammerne for vores kampafvikling. Det er også med til, at jeg tror på, at vi kan tiltrække de sponsorer, der skal til for at gøre det her projekt økonomisk bæredygtigt, siger Mogens Krogh, der nu skal i gang med et stort arbejde på den kommercielle front. 

Planen om at blive hele Vendsyssels hold vil også i den kommende sæson komme til udtryk ved valg af spillesteder. 

- Vi regner med at spille vores hjemmekampe enten i Hjørring eller Frederikshavn. Hvis det ikke er muligt har vi naturligvis mulighed for at spille i Vrå, men det er mere vores base i dagligdagen, siger Mogens Krogh.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.