Et frontalt sammenstød med stolpen var det hele værd for Hobro-helt
Frederik Elkær ofrede sig i den grad i sit holds tjeneste, da Hobro IK søndag besejrede Vendsyssel FF

Frederik Elkær scorede til 3-0 mod Vendsyssel FF, inden han kolliderede med stolpen og måtte lade sig udskifte. Foto: Claus Søndberg
HOBRO:Skulle nogen være i tvivl om, hvorvidt spillerne i Hobro IK er klar til at ofre sig for at sikre himmerlændingene endnu en sæson i landets næstbedste fodboldrække, må de være blevet overbeviste af Frederik Elkær i søndagens 3-1-sejr i det nordjyske lokalslag mod Vendsyssel FF.
21-årige Elkær satte nærmest liv og lemmer på spil for at få sidste hoved på scoringen til 3-0, for efterfølgende kolliderede Hobro-spilleren i høj fart med den ene målstolpe og måtte bæres fra banen.
Det var dog det hele værd, for efter kampen kunne Frederik Elkær glæde sig over tre point til Hobro IK, samtidig med at han umiddelbart var sluppet nådigt fra sit møde med stolpen.
- Jeg har det okay. Jeg er lidt groggy, men jeg er mest af alt bare glad for, at jeg kunne bidrage til holdet. Jeg kunne se, at Yoda (Abdoul Yoda, red.) gjorde klar til at svinge venstreskøjten, og så gjaldt det bare om at være klar derinde. Jeg fik heldigvis hovedet på bolden, og det er bare fantastisk at kunne hjælpe klubben og byen til at få en god start på foråret, siger Frederik Elkær, der i første halvleg også havde bragt Hobro foran 1-0.
Frederik Elkærs sammenstød med stolpen
Den unge back skulle oprindeligt have startet kampen på bænken, men søndag formiddag måtte Jacob Tjørnelund melde forfald, og derfor var der bud efter Frederik Elkær.
- Vi har to rigtig stærke backer i Elkær og Tjørne, der i efteråret stod lidt i skyggen af Victor Bak, som vi jo så spille Europa League for FC Midtjylland i den forgangne uge. Tjørne spillede en rigtig fin første kamp mod Hillerød, og i dag blev han så på fortrinlig vis afløst af Elkær.
- Elkær er en dreng, der kan score mål, og det viser han også til træning. Nu kan han åbenbart også score med hovedet, og der er ingen tvivl om, at han har fremtiden foran sig. Jeg blev lidt nervøs, da jeg så ham brage sammen med stolpen, og det, man frygter mest, er jo, at der er sket noget med hovedet, men han virker heldigvis til at være okay, siger Hobro-træner Martin Thomsen.

Frederik Elkær bragte Hobro foran 1-0 10 minutter før første halvlegs afslutning efter god hjælp fra Vendsyssel-målmand Marcus Bundgaard. Foto: Claus Søndberg
Søndagens sejr over Vendsyssel FF var en behagelig gentagelse for Hobro IK, der for et år siden også gik ind til et forår for at redde livet i Nordicbet Ligaen. Dengang gav en 3-0-sejr over vendelboerne det perfekte afsæt til en rigtig stærk afslutning på sæsonen, hvor Hobro hurtigt fik afværget al frygt for nedrykning.
- Jeg tror bestemt på, at vi kan sætte så godt et forår sammen igen. Får vi gang i en god stime, er der rigtig meget i det her hold, mener Frederik Elkær.
For en uge siden tyvstartede Hobro foråret med at spille 2-2 mod Hillerød i en udsat kamp fra efteråret, så de to første kampe har givet fire point. Men mindst ligeså vigtigt har Hobro scoret fem mål i to kampe. I efteråret blev det til sølle otte mål i 16 kampe.
- Der er så mange, der har talt om, at vi ikke kan score mål, så derfor giver det selvfølgelig en hel masse at have scoret fem mål i to kampe. Generelt var det en meget helstøbt indsats i dag, og man skal ikke underkende vigtigheden af at komme godt fra start med alle de finaler, vi står overfor, siger Martin Thomsen.
Søndagens sejr betyder, at Hobro nu har fire point ned til Fredericia, der er første hold under nedrykningsstregen.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.