Et halvt års nedtur er forbi for Aalborg Håndbolds rekordholder
Buster Juul er klar til comeback, når Aalborg Håndbold torsdag aften møder GOG i den første af to ottendedelsfinaler i Champions League

Buster Juul er tilbage på Aalborg Håndbolds hold til torsdagens Champions League-brag. Arkivfoto: Henrik Bo
AALBORG:For første gang i et halvt år er Buster Juul igen en del af Aalborg Håndbolds hold til en betydende kamp, når nordjyderne torsdag aften tager imod GOG til den første ottendedelsfinale i Champions League.
Den 29-årige fløjspiller blev i september sat ud af spil af en knæskade, og da han i februar skulle gøre comeback, blev han dagen inden ramt af et brud på skinnebensknoglen under knæet.
Derfor er torsdagens comeback særdeles imødeset.
- Det kan ikke beskrives, hvor meget det kribler i mig. Det er mit liv bare at kunne passe min træning og være sammen med gutterne i omklædningsrummet, så det giver mig et ordentligt nøk op i livskvalitet, at jeg nu er arbejdsdygtig igen, siger Buster Juul.
Og så gør det bestemt ikke noget, at comebacket falder i torsdagens Champions League-brag i en udsolgt Sparekassen Danmark Arena.
- Det er en fantastisk kamp at få lov til igen at være en del af holdet i, så det glæder jeg mig rigtig meget til, siger Buster Juul.
Selv om Aalborg Håndbolds kamprekordholder er på holdkortet torsdag aften, er der dog næppe mange minutters spilletid i ham endnu. Til gengæld kan han måske hjælpe med at score på de straffekast, der har været en notorisk udfordring i denne sæson.
- Det kan godt være, at jeg skal ind og bidrage lidt på den front, men ellers ved jeg ikke rigtigt, hvad min rolle bliver. Det må vi se. Jeg mangler at få lidt kamptræning i benene, men ellers har kroppen reageret, som den skulle, fortæller Buster Juul.
Selv om Buster Juul har meldt sig klar til kamp, har Aalborg Håndbold alligevel kæmpet med en lang skadesliste i de seneste dage. Mikkel Hansen, Lukas Sandell, Jesper Nielsen og Martin Larsen har været ude i en længere periode, og i lørdagens kamp mod Mors-Thy kom både Aron Pálmarsson og Felix Claar galt afsted, hvilket gør dem tvivlsomme til torsdagens kamp.
- Nu må vi se, hvor mange vi ender med at have ude, men jeg ser os egentlig have gode muligheder mod GOG. Vi har vundet de fleste kampe mod dem i denne sæson, og jeg føler, at vi står godt til dem.
- GOG har spillet rigtig godt og er også inde i en god periode nu, men jeg ser det som en åben kamp, der nok er 50-50. Det bliver ikke afgjort i morgen (torsdag, red.), men i returkampen i Odense om en uge, forudser Buster Juul.
Den samlede vinder af den rent danske ottendedelsfinale får to kvartfinaler mod de forsvarende Champions League-mestre fra Barcelona som belønning.
- De kampe vil vi rigtig gerne have. Vi er også i gang med et spændende forløb i ligaen, men Champions League er jo lidt smørret på vores brød. Vores ambition er at komme til finalfour, og hvis vi skal det, skal vi selvfølgelig videre fra de her kampe, siger Buster Juul.
Torsdagens opgør mellem Aalborg Håndbold og GOG fløjtes i gang klokken 18.45.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.