Håndbold

Et skridt til siden blev i stedet til to skridt frem

Det blev kun til et enkelt år tilbage i Mors-Thy, men det har vist sig at være den helt rette beslutning for Frederik Tilsted, der nu sætter kurs mod nye eventyr

Frederik TIlsted har haft et fantastisk år tilbage hos Mors-Thy Håndbold, men nu venter der nye og spændende eventyr for den stærke bagspiller.
Frederik TIlsted har haft et fantastisk år tilbage hos Mors-Thy Håndbold, men nu venter der nye og spændende eventyr for den stærke bagspiller. Arkivfoto: Bo Lehm

Det var yderst opsigtsvækkende, da Mors-Thy Håndbold for halvandet år siden kunne bekendtgøre, at man havde sikret sig klubbens tidligere profil Frederik Tilsted på en kontrakt fra sommeren 2023. 

Det var der ikke nogen, der havde set komme. Ganske vist havde opholdet i TTH Holstebro ikke været nogen bragende succes, men Tilsted var begyndt at vise, hvorfor han i sin tid spillede en stor rolle på det Mors-Thy-hold, der vandt pokaltitlen i 2021. 

Faktisk endte Frederik Tilsted med at være en af de få positive historier fra den kronisk kriseramte vestjyske klub, men de negative vibrationer fra de svigtende omgivelser blev i den grad byttet ud med positiv energi, da han vendte hjem for et år siden. 

- Nogle sagde til mig, at det var et skridt tilbage for mig at rejse hjem til Mors-Thy. Jeg så det nu mere som et skridt til siden, og det har mest af alt vist sig at være to skridt frem for mig, for jeg har haft det bedste år i min karriere, siger Frederik Tilsted. 

- Det er gået over alle forventninger. Både for mig personligt men også for hele holdet. Det har været en kæmpe fornøjelse at være en del af den her succeshistorie, og det var mere end noget andet det, jeg havde brug for efter et par vanskelige sæsoner i Holstebro, siger Frederik Tilsted. 

Det ultimative vidnesbyrd om, hvor godt det er rent faktisk er gået for Frederik Tilsted kom, da han inden den første DM-semifinale mellem Aalborg Håndbold og Skjern kom på gulvet for at blive hædret som en del af årets hold i ligaen. Her var han kommet på som bedste venstre back. 

Inden slutspillet gik i gang, troede man, at Frederik Tilsted havde brækket hånden. Så galt var det dog ikke fat.  Foto: Bo Lehm

Frederik Tilsted har også om nogen været den offensive stjerne, der har glimtet klarest på et ellers stjernespillende Mors-Thy-hold. 

- Det har været alt det, jeg drømte om. Jeg har fået en masse ansvar. Jeg føler ikke selv, at jeg er så gammel, men jeg er på gammel hold, når vi spiller fodbold til træning. Det siger også lidt om, hvad det er for en ung og talentfuld trup, som jeg har været en del af, siger Frederik Tilsted, der blev en vigtig brik i det puslespil, der udgjorde et af klubbens mest succesfulde hold. 

Måske endda det bedst spillende, hvis man ser på de mange sejre, det blev til mod hold som Skjern, BSH og Fredericia. 

- Da vi i tredje spillerunde vandt med 10 mål i Skanderborg, blev jeg klar over, at vi havde et topniveau, der kunne matche alle andre hold i ligaen. Måske lige med undtagelse af Aalborg, men vi har gentagne gange vist, at vi kan være med helt fremme, og det har været så fedt at være en del af, siger Frederik Tilsted. 

Faktisk er det gået så godt, at det allerede tidligt i sæsonen stod klart, at det ville blive til et fransk visit på hjemegnen, da GOG kaldte med en ny udfordring fra næste sæson. Tilsted brugte en klausul i sin kontrakt, der gjorde, at han kunne skifte efter denne sæson. 

- Jeg har en ambition om at komme til udlandet og spille i en stor liga og en god klub på et tidspunkt, og her er GOG et fremragende skridt i min udvikling. Det er en klub, der også har store traditioner, så da jeg fik den mulighed, var jeg ikke i tvivl. 

- Jeg havde snakket med Niels Agesen (Mors-Thys cheftræner, red.) om, at målet med min tilbagekomst til Mors-Thy var, at jeg skulle tage et skridt op i min karriere, og det synes jeg, at jeg gør med skiftet til GOG. På den baggrund må jeg sige, at min sæson i Mors-Thy har været en kæmpe succes, siger Frederik Tilsted. 

Han medgiver gerne, at det også er forbundet med vemod, at det kun blev til en enkelt sæson tilbage i den blå trøje i denne omgang. 

- Det sammenhold, som jeg har oplevet her, er noget unikt. Det er en kilde til enorm glæde at være en del af så stærkt et sammenhold. Det gælder ikke kun i forhold til truppen, men også i forhold til hele det lokalområde, som støtter op om Mors-Thy. Det gør mig stolt at have været en del af noget så specielt, siger Frederik Tilsted. 

Hvis alt går, som præsten prædiker, så går der nok en del år, før det atter bliver relevant at se Frederik Tilsted i en Mors-Thy-trøje, men han vil bestemt ikke afskrive et comeback hos hjerteklubben. Gerne sammen med en god kammerat, der nu spiller hos Aalborg Håndbold. 

- Det kunne være meget sjovt, hvis jeg kom til at spille i Mors-Thy sammen med Mads Hoxer igen på et tidspunkt. Lad os bare satse på, at det kan lade sig gøre, siger Frederik Tilsted.

Gå til relaterede emner

Forsiden