Euforisk Bærtelsen efter dramatisk overlevelse: - Det skal fejres med en masse fadøl

Vendsyssel FF har været gennem en kaotisk sæson, men klarede skærene i sidste spillerunde

Foto: Bente Poder

Foto: Bente Poder

FODBOLD:De små 1400 tilskuere, som havde fundet plads på Nord Energi Arena, fik drama for alle pengene, da Vendsyssel FF torsdag aften sikrede sig overlevelse i NordicBet Ligaen.

Det gjorde vendelboerne med en 2-1-sejr over Fremad Amager, mens Kolding IF ”kun” besejrede Skive med 2-0. Koldingenserne var dermed sølle ét mål fra at stjæle pladsen fra nordjyderne.

- Det er så vildt, at vi nu har sikret livet. Der var noget nervøsitet i spillet, da Amager fik reduceret. Og til allersidst blev det en anelse kaotisk, hvor der var en del forvirring omkring, om vi manglede et ekstra mål. Der måtte jeg lige ud og kommunikere med spillerne, så de kun skulle fokusere på at holde resultatet, lyder det fra Vendsyssels cheftræner, Michael Schjønberg.

Vendsyssels sæson har på godt nordjysk været lettere kaotisk med en trænerfyring, usikkerhed omkring fremtiden for ejerkredsen og et nedrykningsspøgelse hængende over hovedet gennem stort set hele sæsonen.

- Det har været et hårdt år, hvor vi har stået gennem meget modvind på flere forskellige fronter. Men vi har fightet os tilbage. Vi gik ind til de sidste 10 kampe med fuld tænding og fokus, og der må jeg bare sige, at vi har leveret som hold og individer. Fire sejre, fire uafgjorte og kun to nederlag vidner om, at de her spillere er lavet af noget specielt og kan levere under hårdt pres, siger Michael Schjønberg.

Anders Bærtelsen der kom fra AaB inden sæsonen, var ellevild, da dommer Morten Krogh fløjtede for sidste gang. Centerforsvareren stormede euforisk og tilfældigt blandt holdkammeraterne, der alle fik en stor krammer som anerkendelse for indsatsen.

- Det er en fuldstændig vanvittig følelse at stå med. Det er en kæmpe forløsning at runde sæsonen af på den her måde. Nu kan vi endelig kigge fremad.

- Jeg havde ikke regnet med, at jeg ville blive en del af så intens en nedrykningskamp, da jeg skiftede, men det har været sindssygt lærerigt at spille så mange knald eller fald-kampe. Jeg er modnet med et par sæsoner, sagde forsvareren, før han forsvandt for at fejre overlevelsen med resten af holdet.

- Nu skal det her fejres med en masse fadøl.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.