Fattet Wozniacki: Kasatkina spillede klogere end mig

Daria Kasatkina fra Rusland besejrede Caroline Wozniacki i to sæt ved WTA-turneringen i Indian Wells.

Caroline Wozniacki er færdig i Indian Wells efter et nederlag i ottendedelsfinalen. Foto: Scanpix/Jayne Kamin-oncea/arkiv
Tennis 14. marts 2018 05:10 - Opdateret 14. marts 2018 16:31

Den finaleseedede Caroline Wozniacki er overraskende tidligt færdig i WTA-turneringen i Indian Wells i Californien.

Natten til onsdag dansk tid tabte den danske tennisstjerne til 20.-seedede Daria Kasatkina i ottendedelsfinalen. Russeren vandt 6-4, 7-5.

- Hun spillede klogere end mig, hvilket er fair nok, siger Wozniacki ifølge nyhedsbureauet AFP.

- Men i det mindste forsøgte jeg at gøre det, jeg skulle ude på banen. Jeg kunne bare ikke udføre det, så godt som jeg ville, siger danskeren.

Dermed har 20-årige Kasatkina ekspederet to forsvarende grand slam-vindere ud af turneringen, der med hensyn til pengepræmier, antal deltagere og prestige rangerer lige under de fire grand slam-turneringer.

I forrige runde besejrede Kasatkina amerikanske Sloane Stephens, der vandt US Open sidste år, og onsdag gik det altså ud over Wozniacki, der er forsvarende Australian Open-mester.

27-årige Wozniacki kom ellers bedst fra start i nattens opgør.

Efter en tvivlsom præstation i tredje runde var det en helt anden Wozniacki, der indledningsvist mødte op til kamp på bane 2.

3-0 lød den danske føring i første sæt således efter blot syv minutter.

Kasatkina vågnede dog hurtigt op, og herfra kunne Wozniacki kun i små glimt følge med i den unge russers tempo.

Med en god forhånd og det personlige signaturslag - en hoppende, kraftfuld baghånd - lykkedes det for Kasatkina at ryste Wozniacki. Russeren tog fem partier i træk, og det banede vej for en 6-4-sejr i første sæt.

Andet sæt var langt hen ad vejen en tæt omgang.

Og faktisk stod Wozniacki med en gylden mulighed, da hun med et brud bragte sig foran med 5-3. Dermed kunne hun serve sættet hjem.

Men det var i stedet Kasatkina, der igen fandt storspillet frem.

Russeren brød til 4-5 og tog også de næste tre partier.

Kasatkina går nu videre til kvartfinalen i Indian Wells, mens Wozniacki må vinke farvel til den prestigefulde turnering.

I kvartfinalen skal Kasatkina møde Angelique Kerber, verdens nummer ti. Tyskeren udraderede franske Caroline Garcia, verdens nummer syv, med cifrene 6-1, 6-1.

/ritzau/

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...

Her ville vi gerne vise dig forslag til flere artikler, men pga. din Adblocker kan vi ikke gøre det!

Nordjyske Plus

Henter artikler...