FC Nordsjælland køber Randers-anfører
FC Nordsjælland har købt Randers FC's anfører Erik Marxen og udstyret ham med en fireårig kontrakt.
Randers FC har solgt sin anfører og forsvarsprofil Erik Marxen til ligakonkurrenterne FC Nordsjælland.
Det meddeler FCN i en pressemeddelelse.
Marxen tiltræder umiddelbart efter nytår og har fået en fireårig aftale.
- Jeg ser FC Nordsjælland som en klub med et meget stort potentiale i kraft af deres filosofi, talentmasse og setup.
- Jeg er helt klar over, hvad opgaven og udfordringen på kort sigt består i, og jeg er først og fremmest kommet til for at hjælpe med at skaffe sejre – det er det vigtigste. Men jeg har også ambitioner om at hjælpe holdet og klubben til at indfri potentialet og vinde medaljer på sigt, siger Marxen.
/ritzau/