Vendsyssel-angriber har fået den værst tænkelige besked

Christoffer Boateng skal opereres i næste uge

Foto: Torben Hansen

Foto: Torben Hansen

FODBOLD:Vendsyssel-angriberen Christoffer Boateng havde bange anelser, da han måtte udgå allerede efter få minutter af sidste uges lokalopgør mod Hobro IK.

Og de bange anelser er blevet bekræftet, efter han i denne uge har fået svar på den scanning, der blev foretaget allerede i fredags.

Angriberen har overrevet det ene korsbånd, og dermed venter der nu først en operation i næste uge og derefter en meget lang genoptræning.

- Det er selvfølgelig megasurt, men jeg tror omvendt heller ikke, at jeg er den værste, det her kunne ske for. Jeg føler mig ret godt rustet til at tackle det, selvom jeg ikke har prøvet det før, siger Christoffer Boateng.

- Og forstå mig ret, selvfølgelig har jeg været ked af det, og jeg har da også grædt, men omvendt uanset, om jeg ligger og tuder hele natten, så vågner jeg stadig op med et overrevet korsbånd i morgen. Så det er bare med at klø på, og jeg er allerede gået i gang med noget genoptræning, så jeg er klar til operationen i næste uge.

Som altid er det svært at spå om, hvordan så slem en skade udvikler sig, men i værste fald kan angriberen være ude i op til et år. På holdet har han dog god støtte og flere holdkammerater har prøvet det før - blandt andet midtbanespilleren Mikkel Wohlgemuth, der er tæt på at være kampklar igen efter den tredje korsbåndsskade i karrieren.

- Jeg har da talt lidt med dem og har hørt alle de positive historier om, at man bliver et meget bedre menneske både på og udenfor banen efter sådan en skade, lyder det med et lille grin fra Christoffer Boateng.

Det var et sort uheld, da angriberen blev skadet - som det oftest er med lige netop den type skade.

- Jeg pressede højt på backen (Mathias Haarup, red), og så kom jeg ud i en yderstilling. Mit knæ gik indad, mens underbenet ligesom blev siddende i græsset, og så hørte jeg et smæld i knæet. Det er sjældent positivt, siger angriberen.

Hos Vendsyssel lægger skaden ekstra pres på den nyligt hentede angriber Mikkel Agger, der nu er eneste regulære angriber i truppen.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.