Flensburg-Handewitt stopper Magdeburgs perfekte stime

Magdeburg er ikke længere ubesejret i den tyske herrehåndboldliga efter et nederlag til Flensburg-Handewitt.

De har fejet al modstand af banen i denne sæson og vundet samtlige kampe, men Jannick Green, Michael Damgaard og resten af spillerne i Magdeburg kommer ikke til at holde nytår som ubesejrede i den tyske Bundesliga.

Søndag tabte Magdeburg for første gang i denne sæson, da det på udebane mod en anden danskerklub, Flensburg-Handewitt, endte med et nederlag på 27-30.

Dermed er topstriden i Bundesligaen åbnet en smule op inden forårssæsonen. Magdeburg kommer til at overvintre på førstepladsen, men nu med blot fem point ned til Flensburg-Handewitt.

Senere søndag kan Landin-brødrene og THW Kiel med en sejr over Lemgo mindske hullet op til Magdeburg til fire point, dog med en kamp mere spillet.

Magdeburg kom bedst i gang i kampen mod Flensburg-Handewitt og var to gange i første halvleg foran med tre mål. Men lige inden pausen kom Flensburg for alvor i gang, og med fem mål i træk kunne hjemmeholdet gå i omklædningsrummet foran 13-11.

Flensburg havde fundet en god opskrift. Ti minutter inde i anden halvleg sendte Mads Mensah bolden ind bag Jannick Green og scorede til 21-16. Lidt efter reddede Flensburgs danske målmand, Kevin Møller, et straffekast i den anden ende, og så kom der godt gang i publikum i Flens-Arena.

Magdeburg var rådvilde, og da den svenske stjernefløjspiller Hampus Wanne med sit syvende mål scorede til 28-22 med seks minutter igen for Flensburg, virkede kampen så godt som afgjort.

Flensburg-Handewitt og Kiel har vundet det tyske mesterskab de seneste fire sæsoner. Magdeburgs seneste - og eneste - mesterskab blev vundet i 2000/2001-sæsonen.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.