Flyvende AaB-spiller skal scannes igen

Topscorer Allan Sousa kæmper for at blive klar til superligaklubbens afgørende kampe i sæsonen

Allan Sousa har været en nøglespiller for AaB i denne sæson, hvor han har scoret otte superligamål. <i>Foto: Torben Hansen</i>

Allan Sousa har været en nøglespiller for AaB i denne sæson, hvor han har scoret otte superligamål. Foto: Torben Hansen

AALBORG:Det var et decimeret AaB-mandskab, der onsdag trænede for næstsidste gang, før det fredag gælder en udekamp mod OB for den nedrykningstruede superligaklub. Ni af førsteholdstruppens 24 spillere deltog ikke på grønsværen.

Blandt klubbens fans er der især bekymring omkring topscorer Allan Sousa, der udgik med baglårsproblemer i søndagens hjemmekamp mod AC Horsens. Brasilianeren sagde efter kampen, at han var optimistisk og mest hældte til, at der var tale om kramper. Sousa har dog ikke trænet siden og var heller ikke i syne onsdag.

- Vi er i fuld gang med at undersøge ham. Han er blevet scannet i går (tirsdag, red.), men han skal nok have en ny scanning, før vi kan drage nogen konklusioner. Jeg vil endnu ikke melde ham ude af OB-kampen, fortæller cheftræner Oscar Hiljemark.

Der har også været spørgsmålstegn ved Kilian Ludewig, der trods en stærk indsats i de første 45 minutter mod Horsens måtte lade sig udskifte i pausen. Onsdag var den tyske back dog i fuld vigør på træningsbanen.

- Jeg har haft lidt lægproblemer, så derfor var det aftalt på forhånd, at jeg skulle dele spilletiden mod Horsens med Palle (Kristoffer Pallesen, red.). Jeg er helt klar, fortæller Kilian Ludewig.

Jakob Ahlmann, der har set AaB's to seneste kampe fra tribunen, var onsdag også tilbage på træningsbanen og udtrykte optimisme i forhold til at blive klar til fredagens kamp.

Rasmus Thelander, der også har siddet ude i de seneste to AaB-opgør, var til gengæld ikke i syne, mens Andreas Poulsen nøjedes med at lunte rundt i baggrunden.

AaB må med sikkerhed undvære den langtidsskadede duo Kristofer Pallesen og Jeppe Pedersen i resten af sæsonen.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.