Fodskadet Randers-fløj skal opereres i knæet

Fløjspilleren Maria Fisker er ude i længere tid end først antaget, da hun også har pådraget sig en knæskade.

Randers HK-spilleren Maria Fisker er ude i flere måneder på grund af skader i foden og knæet. Foto: Scanpix/Liselotte Sabroe
Håndbold 14. marts 2018 15:08 - Opdateret 14. marts 2018 16:47

Randers HK-fløjen Maria Fisker var allerede meldt ude i resten af håndboldsæsonen efter en operation i foden.

Den operation blev foretaget tidligere i marts på grund af en fodskade, der havde drillet Maria Fisker længe.

Onsdag meddeler Randers HK, at Maria Fisker også har pådraget sig en knæskade, og det kræver en ny operation.

Det betyder en endnu længere pause, og den uheldige landsholdsspiller går dermed som minimum også glip af starten af den kommende sæson.

- I min sidste kamp før den planlagte operation i min fod var jeg så uheldig at slå mit knæ.

- Det har nu vist sig, at jeg har revet det forreste korsbånd over. Pausen fra håndboldbanen bliver derfor en del længere end forventet, skriver Maria Fisker på Instagram.

Maria Fisker scorede i sin seneste kamp fire mål for Randers HK, som på hjemmebane 28. februar spillede uafgjort mod Silkeborg-Voel. Det var i den kamp, hun fik et vrid i knæet.

Før den kamp var det forventet, at Maria Fisker efter en fodoperation kunne være klar til at træne med igen, når holdet begyndte træningen efter sommerpausen.

- Nu viser det sig desværre, at det vrid i knæet, som hun pådrog sig i kampen mod Silkeborg, er en korsbåndsskade.

- Det betyder, at Maria skal igennem endnu en operation og et længere genoptræningsforløb, skriver Randers HK på sin hjemmeside.

Ifølge Randers-træner Niels Agesen kan Maria Fisker være ude i op til et år.

- Hun har sprunget det forreste korsbånd, så hun skal opereres og have et nyt. Normalt siger man, at det tager mellem ni måneder og et år, før man er tilbage.

- Det er et stort slag for os. Men først og fremmest er det jo synd for Maria. Hun har kæmpet med den her fod i lang tid og har også haft problemer med hovedet.

- Men hun tager det i stiv arm og forsøger at finde det positive. Og nu vil hun arbejde på at komme så stærkt tilbage som muligt, siger Agesen til TV2 Sport.

/ritzau/

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...

Her ville vi gerne vise dig forslag til flere artikler, men pga. din Adblocker kan vi ikke gøre det!

Her ville vi gerne vise dig forslag til artikler fra vores magasiner, men pga. din Adblocker kan vi ikke gøre det!

Nordjyske Plus

Henter artikler...