Mors‑Thy Håndbold

Før nøglekamp: Mors-Thy har opbygget en sand fæstning i Thisted

Den lille hjemmebane i Thy Hallen er blevet en talisman for håndboldligaholdet, der har brug for alle point i slutspilsjagten

Cheftræner Søren Hansen har haft god grund til at knytte næven på det seneste. Foto: Bo Lehm

Cheftræner Søren Hansen har haft god grund til at knytte næven på det seneste. Foto: Bo Lehm

HÅNDBOLD:- Der venter os fem finaler i de sidste fem spillerunder.

Mors-Thy-træner Søren Hansen ser med spænding frem på afslutningen af Primo Tours-grundspillet, hvor tirsdagens modstander i Thy Hallen er slutspilskonkurrenterne fra Århus Håndbold.

- Kampen mod Århus er ikke som sådan liv eller død for os, men vi ved da godt, at vi kan slå et hul til dem (på fire point, red), hvis vi præsterer vores ypperste. Det gjorde vi tidligere på efteråret, da vi vandt i Århus, siger cheftræneren.

Mors-Thy indtager aktuelt den ottende og sidste slutspilsplads - to point foran SønderjyskE og Århus. Vel at mærke med en kamp i baghånden.

- Men mit fokus er først og fremmest på, at vi skal forsøge et finde et stabilt højt niveau. Der har været nogle svipsere, hvor vi har spillet skrækkeligt - for eksempel mod Bjerringbro for en måned siden. Dem vil jeg gerne have udryddet, for den usikkerhed kan jeg ikke lide, siger Søren Hansen.

Han kan trøste sig med, at kampen mod Århus spilles i Thisted, hvor Mors-Thy på imponerende vis har vundet alle seks ligakampe i denne sæson. Omvendt er alle kampe i Nykøbing tabt.

- Det mener jeg nu er tilfældigt, for vi får en fantastisk opbakning - uanset hvilken hjemmebane vi spiller på. Og forholdene er lige gode, så vi glæder os til at spille hjemme - uanset om det er i Thisted eller i Nykøbing, siger Søren Hansen.

Mors-Thy må mod Århus fortsat undvære den skadede duo Søren Nørgård og Stefan Nielsen, når det går løs tirsdag kl. 20.00 i Thisted. Kampen vises direkte på TV2 Sport.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.