Jammerbugt FC

Før pokalbrag: Jammerbugt vil dosere kræfterne mod Viborg FF

Cheftræner erkender lillebrorrolle, men ser muligheder på omstillinger og dødbolde

Bo Zinck ser frem til at krydse klinger med Viborg FF. Arkivfoto: Lars Pauli

Bo Zinck ser frem til at krydse klinger med Viborg FF. Arkivfoto: Lars Pauli

FODBOLD:Jammerbugt FC indledte den nye sæson i 2. division med en nulløsning i Ringkøbing i weekenden, men allerede tirsdag skal holdet i aktion igen, når topholdet i 1. division, Viborg FF, lægger vejen forbi i pokalturneringen.

Jammerbugt-træner Bo Zinck forventer ikke uventet en svær kamp mod et Viborg-hold, der ser ud til at præstere godt under den nye træner Jacob Neestrup.

- Man kan se, at der er kommet struktur på deres spil, især i offensiven. Jeg kan godt se, hvordan de gerne vil spille, men det hele sidder ikke i skabet endnu, siger Bo Zinck.

Han regner med, at Viborg kommer til at sidde på spillet i pokaldysten, men ser samtidig muligheder.

- De vil gerne presse højt, men hvis vi på dagen har kvaliteterne til at spille os ud af det pres, vil banen åbne op. Så vi kan forhåbentlig skabe chancer på omstillinger, ligesom jeg ser muligheder på dødbolde. Men selvfølgelig skal vi også forsøge at hvile med bolden og spille vores spil, når det er muligt. Ellers bliver det for hårdt, siger Bo Zinck.

Han fortæller, at der vil komme udskiftninger i startformationen i forhold til sæsonpremieren i Ringkøbing. Der er turneringskamp igen lørdag, og flere af spillerne har ikke kræfterne til at spille tre hårde kampe på otte dage.

- Vi er nødt til at være kloge og gardere os mod skader. Så vi vil skifte lidt ud, uden at det nødvendigvis gør os svagere. Vi har en fornuftig bredde, og det kan sagtens være en fordel at give nogle af de unge løver på bænken noget spilletid, siger træneren.

Han forventer, at også Viborg FF kommer til at skifte ud på 3-5 positioner i forhold til udesejren i weekenden i Hvidovre.

Der er kampstart på Sparekassen Vendsyssel Arena kl. 18.30.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.