Mors‑Thy Håndbold

Se billederne: Forrygende forsvarsindsats sikrede Mors-Thy sejren efter tæt afgørelse

Rasmus Bech stod en formidabel kamp i Mors-Thy-målet

Rasmus Bech sluttede kampen med en redningsprocent nær 50. Foto: Bente Poder

Rasmus Bech sluttede kampen med en redningsprocent nær 50. Foto: Bente Poder

HÅNDBOLD:Det var en fremragende indsat i forsvaret og af Rasmus Bech i målet, som gjorde, at Mors-Thy lørdag eftermiddag besejrede Ribe-Esbjerg med 22-21 i herrernes håndboldliga.

Mors-Thy fik da også en forrygende start, hvor defensiven stod solidt og tvang Ribe-Esbjerg til at forsøge sig fra distancen. Her var Rasmus Bech en sikker sidste skanse og startede med kun at lukke et enkelt mål ind på de første syv forsøg.

Det lagde fundamentet til, at hjemmeholdet kunne bringe sig i front med 3-1, men det var en periode, hvor Mors-Thy burde have trukket mere fra. Offensiven ramte dog ikke samme niveau som forsvaret.

Det næste lange stykke tid fastholdt værterne føringen på to mål, men Ribe-Esbjerg-spillerne fik endelig løsnet op for skudarmene små 20 minutter inde i opgøret, efter de var blev tvunget til at forsøge sig udefra gang på gang.

Det betød, at Ribe-Esbjerg med fire minutter til pause for første gang tog føringen med 10-9 i kampen.

Kampens udvikling tog Mors-Thy-træneren Jonas Wille konsekvensen af ved at smide sit timeout-kort.

Det gav pote, da Mors-Thy med to hurtige scoringer kunne gå til pause foran 11-10.

Hjemmeholdet kom også forrygende ud efter pausen, da Erik Toft, Frederik Tilsted og Bjarke Christensen med en scoring hver løftede føringen til fire mål, mens Rasmus Bech med en redningsprocent på over 50 fortsatte stilen i målet.

Et par tekniske fejl i offensiven gav gæsterne chancen for endnu engang at spise sig ind i kampen, og dermed var Mors-Thy kun foran med et enkelt mål.

Det gav blod på tanden for Ribe-Esbjerg, som forsøgte sig med syv mod seks. Det straffede Bjarke Christensen dog prompte ved at score to gange på frit mål, og dermed var Mors-Thy igen foran med tre.

Mors-Thy var herefter en kort periode foran med fire, men udeholdet fik genskabt spændingen med tre minutter tilbage af kampen, da Runar Karason med sit fjerde mål reducerede til 19-20.

Et dumt boldtab midt på banen gjorde også, at Ribe-Esbjerg fik udlignet, men Mors-Thy viste skarpheden, da det gjaldt. Ved stillingen 21-20 med 14 sekunder tilbage steg Erik Toft til vejrs og hamrede bolden i mål.

Derfor havde det også kun kosmetisk betydning, at Ribe-Esbjerg scorede i det sidste angreb.

Der blev lørdag trukket lod til kvartfinalerne i Santander Cuppen. Her får Mors-Thy besøg af TTH Holstebro, der for godt to uger storsejrede med 11 mål over nordvestjyderne.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.