Forsvarschef glæder sig til kampe på samlebånd

Aalborg Håndbolds defensiv har vist en stigende formkurve i de seneste kampe, og i onsdagens Champions League-premiere mod Kielce skal den nye defensiv for alvor til eksamen

Aalborg Håndbold indleder sæsonens Champions League-kampagne med en udekamp mod Kielce.  <i>Foto: Bente Poder</i>

Aalborg Håndbold indleder sæsonens Champions League-kampagne med en udekamp mod Kielce.  Foto: Bente Poder

Mange ting er forandret i Aalborg Håndbold op til denne sæson. Flere tilskuerpladser, nye trøjer og ikke mindst mange nye ansigter i spillertruppen. Én ting er dog den samme som i de seneste sæsoner. 

Henrik Møllgaard er fortsat forsvarschef. Specialisten er denne sæson flankeret af folk som Niklas Landin, René Antonsen og Simon Hald. Særligt ankomsten af Landin og Hald har højnet forventningerne til Aalborgs defensive formåen i denne sæson.

Den defensiv bliver for alvor testet, når Champions League-sæsonen onsdag aften åbner med en udekamp mod CL-finalisten Kielce. 

- Det er i den grad en tryktest af vores øjeblikkelige niveau. Det er et meget svært sted at spille, men det er også et pissesjovt sted at spille, for der er knald på. Der er heller ikke nogen tvivl om, at når man spiller i Kielce, så glæder man sig til at spille Champions League, siger Henrik Møllgaard. 

Han var første mand til at italesætte Aalborg Håndbolds ambition om at vinde Champions League. Hvis Aalborg Håndbold skal nærme sig indfrielsen af den ambition i denne sæson, skal defensiven levere på et højt niveau. 

- Fornemmelsen er virkelig god. Vi er stadig på vej. Der er mange ting, som vi gerne vil arbejde med, men det her har potentialet til at blive godt. Nu har vi fået Jesper Nielsen med igen. Det er endnu en stor kapacitet, vi skal have arbejdet ind. Vi er godt på vej, men vi skal også holde os for øje, at vi ikke skal toppe endnu, siger Henrik Møllgaard.

Nye metoder

 Der er kommet nogle nye folk ind, så der er nogle nye måder at dække tingene på. 

- Vi har fået nogle nye keepere, der har nogle andre præferencer i forhold til, hvor de gerne vil have afslutningerne fra. Særligt Niklas er meget verbal om, hvilke situationer han gerne vil have. Fabian er nok mere med i mesterlære, men han er også ret skarp på, hvilke situationer han gerne vil have, når han er inde. Det skal vi lige have indarbejdet helt, men vi er godt på vej, siger Henrik Møllgaard. 

Henrik Møllgaard er still going strong i Aalborg Håndbolds defensiv. <i>Foto: Henrik Bo</i>

Henrik Møllgaard er still going strong i Aalborg Håndbolds defensiv. Foto: Henrik Bo

Forude venter 26 kampe på 99 dage. Det lyder måske ikke slemt, men læg dertil, at Møllgaard, Hansen, Landin og de øvrige landsholdsspillere efterfølgende har en EM-slutrunde i januar og et OL til næste sommer. 

Aalborg Håndbolds alderspræsident ser frem til de kommende måneder, hvor det bliver mere kamp end træning for det danske storhold. 

- Den bedste måde at øve sig på er også ved at spille kampe. Det er i de her perioder, vi er bedst. Når vi kan gå fra kamp til kamp, så er vi normalt skarpe. Vi kender rytmen, og vi trives alle meget godt i det flow, siger Henrik Møllgaard.

Stor kvalitet

- Vi har også glædet os til, at Champions League begynder. Vi har mange ting på plads. De nye folk har budt sig rigtig flot til. Det er uanset, om man starter inde eller kommer ind fra bænken. Der er stor kvalitet. 

Netop bredden er ubetinget blevet styrket i denne sæson. Der er ingen tvivl om, at Aalborg Håndbold er bedre dækket ind end nogensinde før. Lige nu er det kun Thomas Arnoldsen, der ikke er til rådighed. 

- Der er ingen tvivl om, at vi er blevet flere om buddet i år, og vi vil jo alle gerne spille. Stefan (Madsen, cheftræner, red.) har været dygtig til at dosere det. Nogle gange får du få minutter, nogle gange ingen minutter, og så er der kampe, hvor du får et kæmpestort ansvar. Det handler meget om den her dosering. Der kan også været noget med form, strategi og forventning, forklarer Henrik Møllgaard, som også finder ro og selvtillid i den sæsonstart, som Aalborg Håndbold har givet sig selv i ligaen.  

- Det hele bliver gjort nemmere af, at vi præsterer, som vi gør lige nu. Forskellen i kampene mod de andre danske hold har været, at vi har lidt nemmere ved at fastholde niveauet, når vi begynder at skifte ud. Vi ved godt, at de andre hold kan have svært ved at matche det, siger Henrik Møllgaard. 

I første omgang har Aalborg Håndbold en udekamp mod Kielce, og den er vigtig i forhold til delmålet om at slutte på en af de to øverste pladser i gruppespillet, så man ryger direkte videre til kvartfinalen. 

 - Det er allerede en tidlig nøglekamp i forhold til vores ambitioner. Hvis vi kan få noget med fra Polen, så vi er rigtig godt stillet fremadrettet. Omvendt vælter verden ikke af, at vi taber dernede, for vi ved også, at andre hold kommer til at få det svært i Kielce, siger Henrik Møllgaard.  

Onsdagens kamp mod Kielce vises kun på streaming-platformen Handball Kanalen, men du kan følge udviklingen bold for bold i vores liveblog på nordjyske.dk fra klokken 18.45.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Breaking
Få uger før sit exit advarede direktør mod fare for nedstyrtning på supersygehus
Luk