Fortuna sejrede i generalprøve til pokalfinalen

Vendelboerne fik endelig skovlen under Brøndby

Mikkel Færgemann Viken
Arkivfoto: Laura Guldhammer
Fortuna Hjørring 11. maj 2019 17:42

FODBOLD: Fortuna Hjørring fik en fornem optakt til næste weekends pokalkamp mod Brøndby IF, da de på udebane slog de nykårede danske mestre med 1-2.

Vendelboerne startede bedst ud, da Tamires De Britto efter en halv times spil bragte Fortuna i front, men bare to minutter senere havde Vestegnsklubben udlignet. Det betød ikke det store for hjørringenserne, da Caroline-Sophie Hansen kort før pausen scorede kampens sidste mål.

- Det var ikke nogen køn kamp. Den var præget af mange lange bolde og en masse fight, men vi udnyttede vores chancer, og en sejr er en sejr.

- Brøndby spillede bedst de første 30 minutter indtil vi scorede, og derefter kom vi bedre med. Efter vores andet mål så stod vi virkelig godt defensivt og lukkede deres offensiv ned, hvilket Hannah Seabert i målet også havde en stor andel i, lød det fra Fortuna-spilleren Sara Holmgaard.

På lørdag skal Fortuna Hjørring endnu engang på besøg på Brøndby Stadion, når de to hold skal spille om pokaltitlen. Sara Holmgaard er ikke i tvivl om vigtigheden af, at de fik vist Brøndby, at de sagtens kan være med.

Det er så vigtigt. Nu har vi magten, og så skal vi vise, at vi er lavet af mere end dem. De skal ikke have lov at rende med "the double", sagde Sara Holmgaard.

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...