Fra forsvarsreserve til farlig frontløber

Lasse Steffensen har fået for vane at gøre god reklame for sig selv som angriber, på trods af at han betragter sig selv som forsvarsspiller

Lasse Steffensen (nummer to fra højre) har scoret fire gange for Vendsyssel, siden han blev kastet i kamp som angriber. Foto: Bente Poder

Lasse Steffensen (nummer to fra højre) har scoret fire gange for Vendsyssel, siden han blev kastet i kamp som angriber. Foto: Bente Poder

FODBOLD:Da Lasse Steffensen den 11. april blev kastet ind som frontløber hos Vendsyssel var det mest af alt i mangel af bedre. Det kan lyde hårdt, men den normale forsvarsspiller var ikke just et nordjysk svar på Zlatan Ibrahimovic.

I superligaen høster Mikael Uhre i disse dage store roser for sin forvandling i løbet af det seneste år, så Lasse Steffensen burde nok få smidt hele rhododendronparken i Brønderslev i nakken som anerkendelse for sin indsats. Han fremstår nemlig på rekordtid som en scenevant og afslutningssikker angriber. Hvis man ikke vidste det, ville man ikke tro, at han er en absolut nødløsning i front.

Mod Hobro kom endnu et stærkt bevis på, at han er blevet meget mere end en nødløsning. Med største selvfølgelighed sendte han bolden mellem benene på Adrian Kappenberger, da chancen bød sig efter et flot Vendsyssel-angreb.

- Jeg tror bare, at det er et instinkt, der er kommet op i mig. Jeg har jo scoret nogle mål, så jeg kan jo pludselig gå på vandet, når jeg får sådan en chance, som den jeg scorede på, siger Lasse Steffensen.

På trods af stor succes som frontløber, regner Lasse Steffensen ikke med, at han er en permanent løsning i front for Vendsyssel FF.

- Jeg har egentlig ikke omstillet mig. Jeg ser stadig mig selv som forsvarsspiller, men jeg hjælper holdet, der hvor jeg kan, og her på det seneste har det været på toppen. Så det handler bare om at gå ind og knokle i holdets tjeneste, siger altmuligmanden.

Selv nedtoner Lasse Steffensen sin rolle, selvom den indiskutabelt er imponerende.

- Det er dejligt, at jeg kan hjælpe. Det er jo ikke noget, jeg kan gøre uden holdet, men det er skønt, når det lykkes, siger Lasse Steffensen, der i samme øjeblik får et kæmpe anerkendende dunk i ryggen af klubbens direktør Joel Haefliger, som går forbi.

Han bragte Vendsyssel på sejrskurs med sin 1-0-scoring. Senere gjorde Muhammed Cham Saracevic det til 2-0, hvilket lukkede kampen til Vendsyssels fordel. I det hele taget var det en fin indsats fra vendelboernes side, mens Hobro er set i en skarpere udgave, end den man præsenterede sig i mod Vendsyssel.

- Man kunne godt se, at vi havde mere at spille for end Hobro. Vi snakkede om, at vi skulle bringe noget power ind i det, og det fik vi gjort. Normalt er Hobro dygtig til det, men i den her kamp vandt vi duellerne. Vi fik spillet bolden godt rundt, samtidig med, at vi fik holdt os til den taktik, der har været temaet hele ugen, siger Lasse Steffensen.

Nu kan han og Vendsyssel selv afgøre, om man skal ende med at aflive det nedrykningsspøgelse, som hele foråret har hærget på træningsanlægget i Vrå. Hvis VFF vinder sin sidste kamp over Fremad Amager, er man godt på vej. Der er et men. Kolding må nemlig ikke vinde sin kamp mod Skive med to mål mere end Vendsyssel eventuelt vinder over Fremad Amager med.

Forklaringen er, at Kolding og Vendsyssel er helt lige, hvad angår point og næsten også målscore. Her har Vendsyssel et enkelt måls forspring inden sidste runde.

- Det er altafgørende, at vi har bolden i egne hænder. Det betyder virkelig alt. Nu er det op til os selv. Så må vi se, om vi kan afgøre det. Vi har i hvert fald givet os selv chancen for det, siger Lasse Steffensen.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.