Vendsyssel FF

Fra hollandske topklubber til Vendsyssel-anfører: Derfor valgte han klubben

Efter blot seks kampe for klubben modtager den nye hollandske forsvarsspiller nu titlen som anfører for Vendsyssel FF

Der er blevet valgt en ny anfører for Vendsyssel FF, og valget er måske lidt atypisk. Arkivfoto: Bente Poder.

Der er blevet valgt en ny anfører for Vendsyssel FF, og valget er måske lidt atypisk. Arkivfoto: Bente Poder.

FODBOLD:I forrige uge offentliggjorde Vendsyssel FF, at der var blevet fundet en ny anfører for holdet. Det var nytilkomne Xandro Schenk, der skulle skubbe tidligere anfører Mikkel Wohlgemuth ned som viceanfører.

- Jeg føler ikke, at jeg er bedre end anføreren før mig (Mikkel Wohlgemuth, red.), men jeg vil altid gerne hjælpe mine holdkammerater og trænere så godt, jeg kan. Blandt andet med at råbe inde på banen og videregive information. Så vil det forhåbentligt hjælpe os med at opnå større resultater, lyder det fra Xandro Schenk, der er meget ydmyg omkring sin nye titel.

Den 28-årige hollandske forsvarsspiller kom til klubben tilbage i august, blot tre dage før transfervinduet lukkede. Han blev offentliggjort kort tid efter, at klubben havde taget afsked med Anders Bærtelsen, da han blandt andet var hentet ind som en erstatning for ham.

- Jeg havde nogle gode samtaler med Henrik Pedersen (cheftræner, red.) og Jacob Andersen (klubejer, red.), og de gav mig begge en rigtig god følelse omkring klubben og et skifte hertil. Jeg skulle selvfølgelig diskutere det derhjemme, men Danmark er heldigvis tæt på Holland, så det var på grund af de samtaler, at jeg tog valget om at skifte til Vendsyssel, forklarer forsvarsspilleren.

Cheftræner Henrik Pedersen vidste allerede første gang, han snakkede med Xandro Schenk, at han havde anfører-potentiale. Arkivfoto: Bente Poder.

Cheftræner Henrik Pedersen vidste allerede første gang, han snakkede med Xandro Schenk, at han havde anfører-potentiale. Arkivfoto: Bente Poder.

Siden har den nye anfører spillet seks kampe for vendelboerne, hvilket umiddelbart ikke lyder af meget, når man modtager anførerbindet. Det var dog helt bevidst, at valget faldt på netop Xandro Schenk, da spilleren kunne tilføre noget helt særligt til holdet.

- Første gang, vi snakkede med Xandro, havde vi et ønske om ikke bare at få en dygtig fodboldspiller, men også en dygtig leder, og vi fandt hurtigt ud af, at han var et godt menneske, som har prøvet en del, som de andre ikke har prøvet. Derfor kan han være et godt spejl for dem i forhold til at udvikle sig, men også til at præstere sammen som hold.

- Vi vidste, inden vi hentede ham, at han var en mulig anfører. Han har været anfører i Twente i den bedste liga i Holland, hvor vi også havde fået feedback på det, så det var en del af den samlede betragtning, at han udover at være en dygtig og erfaren fodboldspiller også er en stærk anfører, forklarer cheftræner Henrik Pedersen.

På grund af Xandro Schenks erfaring som anfører tænker han og cheftræneren heller ikke meget over, at han skal påtage sig anfører-rollen efter en så kort periode i Vendsyssel.

- Det med at være anfører for en ny klub tænker jeg ikke er et problem. Vi er mange nye spillere, og jeg har noget erfaring med at være anfører, så jeg ved, hvad det indebærer, og hvad jeg skal gøre. Havde det været første gang, jeg skulle være anfører, ville det være helt nyt for mig, men jeg er helt klar over, hvordan jeg skal kommunikere med træneren og hjælpe på og uden for banen, forsikrer Xandro Schenk.

- Det var bestemt en del af vores overvejelser, at han var meget ny i klubben, men det er jo ikke en kvalitet i sig selv at have været i mange år på en arbejdsplads. Vi har mange ledertyper i vores trup, og derfor var der også mange anfører-kandidater, men der synes vi bare, at Xandro var den rigtige til at være min forlængede arm - både i forhold til lederrollen, men også i forhold til det praktiske. At vælge en anfører er ikke kun en træner-beslutning, det er en klub-beslutning, så det er hele trænerteamet og også Jacob (Andersen, red.), der har snakket om det og besluttet det, fortæller Henrik Pedersen.

icon

Resultaterne er ikke gode lige nu, men jeg føler og tror på, at klubben er på rette vej, og om nogle uger til en måned tror jeg også på, at vi er ved at være der

Xandro Schenk , Anfører for Vendsyssel FF

Selvom man kunne spekulere i, om anfører-rollen var givet til Xandro Schenk, da han valgte at skifte til klubben, så var det ikke tilfældet. Det var tværtimod en overraskelse for hollænderen, da cheftræneren kom og spurgte ham.

- Jeg vidste ikke noget om anfører-rollen før for nogle kampe siden, hvor Henrik kom og fortalte mig, at han havde taget sit valg, som var faldet på mig. Så spurgte han selvfølgelig, om jeg ville, og det takkede jeg ja til, da jeg gerne vil hjælpe klubben så meget og så godt, jeg kan, forklarer han.

- Jeg havde sagt til Xandro, at jeg så ham som anfører-potentiale, men det er først nu her, at han vidste det, understreger cheftræneren.

Vendsyssel FF har ikke fået den start, som klubben nok havde håbet på taget i betragtning af den oprustning, der er blevet lavet før sæsonen, hvor man kæmpede for overlevelse i Nordicbet Ligaen og det drama, der har været omkring klubben hen over sommeren.

Derfor har den nye anfører også fået sin sag for, når han skal tiltræde lederrollen i truppen. Dog er han ligesom resten af holdet fortrøstningsfuld.

- Resultaterne er ikke gode lige nu, men jeg føler og tror på, at klubben er på rette vej, og om nogle uger til en måned tror jeg også på, at vi er ved at være der, konstaterer han.

- Xandro er et roligt og dedikeret menneske, der er meget omhyggelig med det, han foretager sig. Han er en fantastisk person i forhold til det menneskelige, samtidig med at han har en erfaring, der gør, at han er meget rolig i stressende situationer, hvilket jeg håber kan smitte af på de andre, anerkender Henrik Pedersen.

Xandro Schenks karriere

2002: Ajax Youth

2009: Ajax U17

2010: Ajax U18

2011: Ajax U19

2012: Ajax U21

Januar 2013: Go Ahead Eagles

Juni 2013: Ajax U21

Juli 2013: Go Ahead Eagles

2018: Twente FC

2020: Al-Batin FC

2021: Vendsyssel FF

Velkomsten i klubben og ikke mindst landet har ifølge hollænderen været præcist, som han ønskede. Derfor har han heller ikke de helt store problemer med at tilvænne sig sin nye hverdag.

- Det er et dejligt land. Jeg kan rigtig godt lide Aalborg og Hjørring. Danmark minder meget om Holland, så jeg havde nemt ved at falde til.

- Alle på holdet og omkring klubben tog rigtig godt imod mig og var super flinke, så jeg blev budt godt velkommen og er glad og tilfreds her, understreger Xandro Schenk.

Klubbens fans har ligeledes budt den nye erfarne spiller velkommen, også under omstændighederne.

- Fansene ville nok ønske noget mere af os resultatmæssigt, men de støtter os virkelig, og derfor vil vi også rigtig gerne give dem noget mere, erkender han.

Vendsyssel møder søndag Jammerbugt hjemme i et vaskeægte nordjysk lokalopgør.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.