Fra kvindeserien til kvindeligaen: Cheftræner siger farvel på toppen
Kenneth Cortsen efterlader AaB's kvinder i den bedst tænkelige tilstand efter lørdagens sejr over Odense Q
FODBOLD: En 4-2-sejren over OdenseQ lørdag eftermiddag kunne AaB's kvindehold poppe champagnen og fejre, at de er klar til landets bedste række: Gjensidige Kvindeligaen.
Det var også cheftræner Kenneth Cortsen sidste hjemmekamp i spidsen for holdet, som var bagud 0-2 ved pausen. Det ændrede sig dog i anden halvleg, hvor hjemmeholdet kom tilbage på banen som forvandlet.
- Det var en vanvittig kamp! Vi var på hælene i første halvleg og var væk i dele af presspillet. Vi snakkede egentlig relationer inden kampen, men det hang bare ikke sammen, fortæller cheftræner Kenneth Cortsen.
Han uddyber med, at den nervøse start nok kom af, at holdet er ungt og hurtigt kan blive nervøse, når de træder ind på en større scene, som det var tilfældet lørdag eftermiddag.
- Vi vidste godt, at vi skulle slå Odense for at rykke op - eller i hvert fald have uafgjort. Fik vi ikke det, ville det blive svært i HB Køge næste weekend, erkender Kenneth Cortsen.
- I pausen sadlede vi om til 3-5-2 og ville lægge et anderledes pres, og snakkede om at få spillet mere over i deres højre side. Ændringerne gjorde, at vi fik langt bedre fat. Oveni det fik vi to tidlige mål, og så gik den bare derudaf.
To års udvikling
Kenneth Cortsen tiltrådte som cheftræner for AaB's kvinder i januar 2018, hvor holdet med nød og næppe havde sikret sig overlevelse i Kvindeserien.
- To og et halvt år senere står vi i ligaen. Det har været en fantastisk rejse og fedt for både spillerne og klubben, at de nu får prøvet kræfter med den fine scene i ligaen, lyder det fra cheftræneren.
Det næste kapitel bliver nemlig uden Kenneth Cortsen ved roret, som efter den sidste kamp mod HB Køge næste weekend stopper som cheftræner.
- Det var en fed måde at sikre oprykningen på og også en fed måde for mig at slutte af som træner på. Det var fantastisk, fortæller han.
Hvordan holdet kommer til at klare sig i landets bedste liga, er svært at spå om, men for Kenneth Cortsen er ikke i tvivl om, at oprykningen er værdifuld.
- Det her handler om læring og udvikling for en ung trup, og det bedste sted at udvikle sig er på den store scene.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.