Fra marken til Parken: Sådan starter de nordjyske hold den lange pokalvej

Vendsyssel FF, Morsø og Brønderslev er blandt de hold, der i denne uge for alvor skyder fodboldens pokalturnering i gang

I den netop afsluttede sæson løb SønderjyskE med pokaltrofæet - for næsen af AaB. Arkivfoto: John Randeris/Ritzau Scanpix <i>Ritzau Scanpix</i>

I den netop afsluttede sæson løb SønderjyskE med pokaltrofæet - for næsen af AaB. Arkivfoto: John Randeris/Ritzau Scanpix Ritzau Scanpix

FODBOLD:I denne uge starter fodboldholdenes rejse mod pokalfinalen i Parken for alvor, når 1. runde af Sydbank Pokalen skydes i gang.

Tirsdag træder Vendsyssel FF fra NordicBet Ligaen ind i turneringen, og Lasse Stensgaards tropper indleder med en tur til Vestjylland for at møde Ringkøbings Danmarksserie-hold med kampstart kl. 17.15.

Her kan vendelboerne give debut til nyerhvervelserne Anders Bærtelsen, Zander Hyltoft og Tobias Christensen.

- Ringkøbing er allerede inde i et kampflow og har fået minutter ind under vesten. Så jeg er sikker på, vi møder et konkurrencedygtigt hold og skal være på stikkerne, siger cheftræneren til Vendsyssels hjemmeside.

Morsø FC får fint besøg

Morsø FC får tirsdag sjældent fint besøg, når Viborg FF fra NordicBet Ligaen besøger øen til en duel mod det lokale Serie 2-hold. En kamp NORDJYSKE dækker tæt.

Aalborg Frejas Serie 1-hold har fordel af hjemmebane i 1. runde, hvor de kl. 17.00 jagter en overraskelse mod VSK Århus fra 2. division.

Brønderslev IF, der til daglig frister en tilværelse i Serie 2, kan også byde indenfor til pokalfodbold, og her er det Brabrand fra 2. division, der er gæster og storfavoritter. Den kamp begynder også kl. 17.00.

Tirsdagens afsluttende nummer står Aalborg Chang for, og de må en tur til Aarhus for at møde ASA med kampstart 19.15. Det er en duel mellem to hold fra Jyllandsserien.

Silkeborg kommer til Frejlev

Onsdag gæster Hobros NordicBet Liga-mandskab IF Lyseng fra Danmarksserien - et opgør, der vises direkte på DR1 fra kl. 16.30 - mens Thisted FC fra 2. division skal møde Kjellerup fra Danmarksserien på udebane med kampstart 17.00.

Torsdag er St. Restrup fra Serie 2 alene om at repræsentere Nordjylland, når de kl. 17.00 får besøg i Frejlev af superliganedrykkerne Silkeborg IF. Opgøret kan streames via DBU's hjemmeside og dækkes også intenst af NORDJYSKE.

Derefter resterer der kun den udsatte kamp mellem Vejgaard (Danmarksserien) og Jammerbugt FC (2. division), der afvikles tirsdag 8. september kl. 17.00.

AaB, der i den forgange sæson tabte finalen til SønderjyskE, træder ligesom de øvrige superligahold først ind senere i turneringen.

Pokalfinalen, som alle holdene sigter mod, skal spilles Kristi himmelfartsdag, 13. maj 2021, i Parken i København.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.