Frederikshavn får sin første spiller i NHL: Blichfeld kaldt op
Joachim Blichfeld bliver kaldt op til NHL-holdet San Jose Sharks
ISHOCKEY: Når NHL-holdet San Jose Sharks i nat træder ud på isen til et opgør på hjemmebanen SAP Center, er der for første gang nogensinde en spiller fra Frederikshavn med på holdkortet.
NORDJYSKE erfarer nemlig, at frederikshavnske Joachim Blichfeld er blevet kaldt til NHL-holdet fra sit nuværende hold i AHL, San Jose Barracuda, hvor han igennem længere tid har spillet fremragende.
Joachim Blichfeld har lavet 19 point i sæsonens 20 kampe i AHL, og specielt på det seneste har han leveret store kampe med tre mål og seks assists i de seneste fem kampe.
Grunden til, at nordjyden bliver kaldt op til NHL-holdet, kan findes i, at San Jose Sharks netop har skiftet trænerstab, og dermed er flere af de trænere, der har arbejdet med klubbens unge spillere blevet tilknyttet holdet. Derfor havde flere iagttagere allerede gættet på, at nogle af klubbens varme ungdomsspillere ville få chancen i de kommende kampe.
Joachim Blichfeld er født og opvokset i Frederikshavn, hvor han også spillede ishockey i ungdomsårene, inden han i 2014 tog turen til Sverige for at spille ungdomsishockey i Malmö Redhawks.
I 2016 blev han så draftet af San Jose Sharks, der valgte ham i syvende runde med valg nummer 210, og siden har han været tilknyttet klubbens hold i de mindre ligaer. Først spillede han WHL i Portland Winterhawks, inden han i 2019 skiftede op til AHL-niveau hos San Jose Barracuda. I sidste sæson lavede han hele 114 point i 68 kampe i WHL.
I nat kan han så skrive verdens bedste ishockeyliga på cv'et.
I alle årene har Joachim Blichfeld desuden været fast på diverse danske ungdomslandshold. Han har også spillet testkampe for det danske A-landshold, men blev dog sorteret fra den endelige trup inden VM i år.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.