Frederikshavn fik prygl af ond ånd i grundspillets sidste kamp

Frederikshavn White Hawks tabte for sjette gang i sæsonen til Odense og slutter derfor grundspillet på syvendepladsen

Kevin Frydkjær fik endnu en kamp i Frederikshavns mål, men i modsætning til tidligere på ugen i Herlev blev det denne gang ikke til en sejr. <i>Arkivfoto: Bente Poder</i>

Kevin Frydkjær fik endnu en kamp i Frederikshavns mål, men i modsætning til tidligere på ugen i Herlev blev det denne gang ikke til en sejr. Arkivfoto: Bente Poder

ODENSE:Frederikshavn White Hawks afsluttede søndag eftermiddag denne sæsons grundspil i Metal Ligaen, og det blev ikke til nogen optimal indgang til slutspillet for vendelboerne.

Efter tre sejre i træk tabte White Hawks med 0-4 på udebane til Odense Bulldogs, der dermed trak sig sejrrigt ud af alle seks indbyrdes opgør i grundspillet.

Odense Bulldogs - Frederikshavn White Hawks 4-0

  • Periodecifre: 0-0, 3-0, 1-0
  • Mål: 1-0 Martin Larsen (21.43), 2-0 Radim Piroutek (31.38), 3-0 Martin Larsen (39.15), 4-0 Westin Michaud (46.57)
  • Udvisninger: Odense 1x2 minutter, Frederikshavn 4x2 minutter
  • Tilskuere: 1709

Med en sejr kunne Frederikshavn White Hawks have avanceret til sjettepladsen, men nederlaget betyder, at nordjyderne må nøjes med en syvendeplads og dermed skal op imod nummer to i kvartfinalerne. Det bliver først afgjort på tirsdag, om modstanderen dermed hedder Aalborg Pirates eller Herning Blue Fox.

For Frederikshavn er det dog måske endda en fordel ikke at blive nummer seks, for det havde givet en kvartfinale mod Odense, der sæsonen igennem har haft overtaget i de indbyrdes kampe. 

Således også søndag eftermiddag, hvor fynboerne grundlagde sejren med tre scoringer i anden periode. Martin Larsen stod for to af målene, mens Radim Piroutek med en enkelt scoring gjorde det onde ved sin tidligere klub. I tredje periode lukkede og slukkede Westin Michaud med scoringen til 4-0.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.