Frederikshavn langt fra ny overraskelse mod Herning

Nordjydernes målmand stod fremragende på den midtjyske is, men Herning Blue Fox vandt alligevel fortjent

Cheftræner Pelle Hånberg (th.) kunne se sit hold blive presset i defensiven i Herning. <i>Arkivfoto: Martin Damgård</i>

Cheftræner Pelle Hånberg (th.) kunne se sit hold blive presset i defensiven i Herning. Arkivfoto: Martin Damgård

FREDERIKSHAVN:Undertippede Frederikshavn White Hawks har bidt godt fra sig i de to første DM-kvartfinaleopgør, men tirsdag aften var Herning Blue Fox klart det bedste hold, da de to mandskaber tørnede sammen på midtjysk is.

Herning var det dominerende hold gennem 60 minutter og sejrede fortjent 3-0. Dermed er de blå ræve atter i front i kvartfinaleserien, hvor de står noteret for to sejre imod Frederikshavns ene.

- Vi skøjtede for lidt og var for langt fra dem i nærkampene. Vi manglede simpelthen 10 procent i arbejdsindsatsen, så vores indstilling skal blive bedre, konstaterede Thomas Søndergaard efterfølgende på TV2 Sport X.

Herning Blue Fox - Frederikshavn White Hawks 3-0

  • Ishockey, Metal Ligaen
  • DM-kvartfinale, tredje kamp
  • Periodecifre: 1-0, 2-0, 0-0
  • Mål: 1-0 Morten Poulsen (15.20), 2-0 Gordon Marcus Ballhorn (27.51), 3-0 Mathias Bau (33.40)
  • Udvisninger: Herning 2x2 min, Frederikshavn 7x2 min.
  • Tilskuere: 1788
  • Herning fører 2-1 i serien, der spilles bedst af syv kampe

Frederikshavn startede ellers kampen solidt, men kom langsomt under et større og større pres. En velspillende Tadeas Galansky holdt stand indtil fem minutter før 1. periodes udløb, hvor han måtte give fortabt overfor landsholdsspilleren Morten Poulsen.

Stærk målmand og en skade

Siden faldt det reelle afgørelse midtvejs i 2. periode, hvor først Gordon Marcus Ballhorn og siden den tidligere Frederikshavn-profil Mathias Bau satte trumf på med scoringerne til 2-0 og 3-0.

Fortsat stærkt spil af Tadeas Galansky - kombineret med uskarp powerplay - gjorde dog, at Herning ikke fik udbygget føringen yderligere. De vandt skudstatistikken så klart som 34-10 og havde fuld kontrol, for nordjyderne kom kun frem til meget få og sporadiske muligheder.

Desværre for Frederikshavn måtte de samtidig skrive endnu en spiller på skadeslisten, da Nikolaj Kristensen udgik i 3. periode. Han fik et hårdt hit, som umiddelbart så ud til at være inden for reglerne, men efterfølgende slog den 19-årige forward hovedet i isen og måtte groggy hjælpes fra isen.

Næste kvartfinaleslag mellem de to hold står på fredag i Nordjyske Bank Arena i Frederikshavn. Vinder Herning også her, så kan de søndag spille semifinalepladsen i hus på egen is.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.