Officielt: Frederikshavn skal være medvært ved håndbold-EM

EM for kvinder bliver næste år delvist afholdt i Nordjylland

Søren Olsson
Sådan så det ud, da Arena Nord i 2015 var medvært ved håndbold-VM. Arkivfoto: Bente Poder
Håndbold 12. august 2019 16:29 - Opdateret 12. august 2019 17:54

HÅNDBOLD: En af de helt store sportsbegivenheder skal i 2020 delvist afvikles i Nordjylland.

Kvindernes EM i håndbold afvikles i december 2020 som et samarbejde mellem Danmark og Norge, hvor Herning, Stavanger og Trondheim på forhånd var udpeget som spillesteder.

Allerede tidligere mandag kunne NORDJYSKE fortælle, at EHF i et referat fra et bestyrelsesmøde havde skrevet, at Frederikshavn også ville blive værtsby, og der er nu officielt meldt ud fra Dansk Håndbold forbund også.

Den nordjyske by lægger gulv til en indledende runde under mesterskabet, der deles mellem Danmark og Norge.

Samtidig er det forhåndsbestemt, at Sverige får hjemmebane her, såfremt de kvalificerer sig.

I Frederikshavn er der stor glæde over endnu en gang at blive slutrundeværtsby, efter man også lagde gulv til en pulje ved kvindernes VM i 2015:

- Vi har mange events i Arena Nord i løbet af året, men når en stor international begivenhed som et håndbold-EM kommer forbi Frederikshavn, er det alligevel noget særligt. Vi regner med en masse internationale gæster, og så har vi en masse spændende ting i støbeskeen for at lokke folk til fra hele Nordjylland og forhåbentlig Sverige, når der bliver budt på håndbold i verdensklasse, siger direktør for Arena Nord, Per Malmberg.

Der bliver spillet seks kampe i EM-gruppe A i Arena Nord den 3., 5. og 7. december, med dobbeltprogram hver af de tre spilledage.

Arena Nord var også medvært ved kvinders VM i 2015, hvor man husede Norges gruppe.

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...