AaB

Friis før FCM-kamp: Vi vænner os hurtigt til det hele

AaB får testet både kampformen og de mange nye protokoller, når de møder FC Midtjylland

Jacob Friis glæder sig over spillernes niveau inden første testkamp. Arkivfoto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Jacob Friis glæder sig over spillernes niveau inden første testkamp. Arkivfoto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

FODBOLD:Fredag eftermiddag klokken 13.00 går AaB på banen til en fodboldkamp for første gang siden sejren over Lyngby 8. marts.

På Aalborg Portland Park tager AaB imod FC Midtjylland i en testkamp, hvor man ikke alene får testet fodboldformen efter mange uger med selvtræning. Klubberne får også mulighed for at teste de rammer, der kommer til at være omkring foboldkampene resten af sæsonen.

- Jeg synes meget, at det handler om vaner. Det synes jeg allerede, at vi kan se nu på træningsbanen, for der arbejder vi jo på en helt anden måde, end vi gjorde for nogle måneder siden. Og det var nyt de første dage, men nogle uger senere, så har vi vænnet os til det. Der går hurtigt hverdag i, at det er sådan vi skal agere, siger AaB-træner Jacob Friis.

- Derfor er jeg også glad for, at det er lykkedes os at stable to testkampe på benene - både en hjemmekamp og en udekamp. Så får folk hurtigt en fornemmelse af, hvordan tingene kommer til at foregå. Her må jeg ikke ind, sådan skal jeg opføre mig. Og så bliver det ikke en overraskelse, når vi skal til at spille point, siger han.

AaB-træneren glæder sig over det niveau, som han kan se fra spillerne på træningsbanen, lige før det hele skal til at begynde igen.

- Jeg synes i hvert fald godt, man kan fornemme, at der er noget fremgang fra de seks-syv ugers selvtræning. Der var selvfølgelig noget rust - både teknisk og taktisk - men det er meget bedre nu. Og så er der selvfølgelig også en grund til, at vi spiller testkampe. Og jeg kan godt afsløre, at vi går efter at holde alle i gang. Det er planen, at alle skal have 45 minutter, så alle får mulighed for at byde ind. Og man kan vel godt sige, at vi har blandet holdene til den første kamp, siger Jacob Friis.

Tirsdag skal AaB i kamp igen, når holdet på udebane møder OB i en testkamp klokken 18.00. AaB vender tilbage til Superligaen på en sjetteplads med et forspring på tre point ned til Randers, der dog har en kamp i hånden.

Husk, at fredagens testkamp mod FC Midtjylland kan ses direkte på nordjyske.dk for abonnenter.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.