Fysioterapeut: Van der Poel betaler prisen for års slid

Cykelstjernen Mathieu van der Poel døjer fortsat med rygproblemer, der gør ham tvivlsom til VM i cykelcross.

CYCLOCROSS-WORLD <i>David Stockman/Ritzau Scanpix</i>

CYCLOCROSS-WORLD David Stockman/Ritzau Scanpix

Man kan stort set altid regne med et flot resultat fra Mathieu van der Poel, når hollænderen stiller op i et cykelløb.

Uanset om han deltager på landevejen, i mountainbike eller cykelcross præsterer van der Poel på højt niveau.

Men nu drilles han igen af den rygskade, han første gang var generet af ved et mountainbike-stævne i maj sidste år. Problemerne skyldes længere tids slitage, mener hans fysioterapeut David Bombeke.

- Det er et resultat af de mange angreb, han har tilladt mod sin krop i mountainbike, på landevejen, i cross og tidligere BMX, siger han ifølge cyclingnews.com til avisen Het Nieuwsblad,

- Hans krop betaler prisen nu, lyder det fra David Bombeke.

Hvor mange ryttere normalt tager en pause fra cyklingen efter afslutningen på landevejssæsonen, har van der Poel og andre cross-glade cykelryttere som Wout van Aert travlt med at gøre sig klar til strabadserne på det noget mere ufremkommelige underlag.

26. december sæsondebuterede van der Poel i cykelcross i et World Cup-stævne i belgiske Dendermonde og blev toer, men to dage senere udgik han af løbet i Heusden-Zolder.

Efterfølgende blev der konstateret hævelse i en båndskive i hollænderens rygsøjle, hvilket giver ham smerter og gør det svært for ham at træne.

Mathieu van der Poel er allerede blevet meldt ude af flere stævner, og nu er spørgsmålet, om han bliver klar til VM i cykelcross i slutningen af januar.

- Det er lidt for tidligt at kigge på VM nu, men der er selvfølgelig ikke så meget tid tilbage.

- Hvis du kører VM, skal du være godt kørende, og efter min mening er en måned relativt kort tid til at køre sig i topform, siger fysioterapeuten.

Ifølge Christoph Roodhooft, der er manager for van der Poel på holdet Alpecin-Fenix, skal den alsidige cykelrytter ikke køre igen, før han er smertefri.

Cross-VM afholdes 30. januar i USA.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.