Gådefuldt svar fra Jan Larsen om spillerspekulationer

Sommerferiestemningen er så småt ved at ramme håndboldens verden, men Aalborg Håndbolds direktør Jan Larsen er ikke gået på ferie endnu

Jan Larsen vil ikke afvise, at der sker noget på spillerfronten i de kommende uger. <i>Arkivfoto: Henrik Bo</i>

Jan Larsen vil ikke afvise, at der sker noget på spillerfronten i de kommende uger. Arkivfoto: Henrik Bo

AALBORG:- Jeg kan ikke afvise, at der sker noget i forhold til spillertruppen, men det er vi nok klogere på i løbet af 14 dage. 

Sådan lyder beskeden fra Jan Larsen, da han bliver bedt om at forholde sig til muligheden for endnu en tilføjelse til en i forvejen spændende spillertrup til næste sæson. 

Han har selv pustet til spekulationerne om endnu en tilgang, da han tidligere på året fortalte, at Aalborg Håndbold ikke nødvendigvis var færdig med at hente spillere til næste sæsons hold. 

- Vi er da okay tæt på at have truppen på plads, men der kan stadig ske noget begge veje, siger Jan Larsen. 

Næste spørgsmål er, om Aalborg Håndbold med fire stregspillere i næste sæsons trup i virkeligheden er lidt for godt besat på netop den position. Her forvandler Simon Halds ankomst en trio til en kvartet. Anfører René Antonsen, Benjamin Jakobsen og Jesper Nielsen er alle på kontrakt til næste sæson. 

- Lad mig sige det sådan, at vi i hvert fald ikke mangler spillere på den position, siger Jan Larsen. 

Styrket trup

Aalborg Håndbold-chefen er i det hele taget godt tilfreds med den trup, han har sat sammen til næste sæson, og her hæfter han sig særligt ved, at Aalborg Håndbold får styrket sin defensiv med tilgangen af Simon Hald og Niklas Landin. 

- Det er spillere, der er nogle af de bedste indenfor deres respektive felt. Folk har ofte en tendens til at fokusere meget på dem, der skal score målene, men hvis vi nu fokuserer på dem, der skal forhindre, at modstanderne scorer, så vil jeg mene, at vi står stærkere i den del af spillet med tilgangen af Niklas og Simon. Derudover er det også let at overse, at vi får en meget talentfuld keeper i Fabian Norsten, siger Jan Larsen. 

Han påpeger endvidere, at han også glæder sig meget til at se de nye kombinationsmuligheder an i Aalborgs bagkæde. 

- Der venter helt sikkert vores trænerteam en opgave med at få spillet en ny bagkæde sammen. Der er krummer i vores egne unge. Jeg er ret overbevist om, at Christian Termansen, Victor Kløve og Marinus Munk nok skal fortsætte med at udvikle sig, og mon ikke en eller flere af de spillere nok skal blive i stand til at tage skridtet helt op på den store scene. Jeg glæder mig også til at se Hoxer og Arnoldsen sammen, siger Jan Larsen. 

- Der er ingen tvivl om, at vi har nogle meget spændende unge spillere, og så har vi slet ikke snakket om Lukas Nilsson og Aleks Vlah. De kan også nogle narrestreger. Jeg er godt klar over, at vi nok kommer til at spille på en anden måde, men jeg vil mene, at vi står stærkere samlet set, siger Jan Larsen. 

Det er ikke kun potentielle ændringer i Aalborg Håndbolds spillertrup, der spøger. Det samme gør spørgsmålet om et wildcard til næste sæsons Champions League. Her håber Jan Larsen på et positivt svar. Det er kommet frem, at Aalborg skal konkurrere med Zagreb, Dinamo Bucuresti, Kristianstad, Kolstad, Sporting, Montpellier, Pick Szeged, Wisla Plock og Kadetten Schaffhausen om en af de seks pladser. Der forventes svar i midten af næste uge. 

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Breaking
Få uger før sit exit advarede direktør mod fare for nedstyrtning på supersygehus
Luk