Gade har vist vejen for Aalborg Håndbold
Onsdag aften står målmanden og aalborgenserne dog over for en af sæsonens sværeste opgaver i Fredericias heksekedel

Simon Gade og Aalborg-defensiven er steppet gevaldigt op den seneste måned. Foto: Bente Poder
AALBORG:Simon Gade har haft en stor andel i, at Aalborg Håndbold har ramt en positiv stime, netop som sæsonen kulminerer. Førstekeeperen ramte for en måned siden bunden i et nederlag i Skjern, hvor han blot præsterede tre redninger og efterfølgende udtalte, at han var rasende på sig selv.
Lige siden har Simon Gade dog stået overbevisende, og målmanden havde en redningsprocent på over 35, da Fredericia søndag blev nedlagt med 31-22 i den første DM-semifinale.
Simon Gades forvandling
- Redningsprocenterne for Aalborg Håndbolds førstekeeper i de fem seneste kampe:
- 1. DM-semifinale mod Fredericia: 35,29 procent (12 redninger)
- Slutspilskampen hjemme mod Skjern: 28,95 procent (11 redninger)
- Slutspilskampen hjemme mod Ribe-Esbjerg: 29,17 procent (14 redninger)
- Slutspilskampen ude mod Kolding: 35 procent (14 redninger)
- Slutspilskampen i Skjern: 13,04 procent (Tre redninger)
- Jeg ville da gerne have været foruden at have været så langt nede på bunden, som jeg var i Skjern, men de kampe rammer man nogle gange. Jeg synes heldigvis, at både jeg selv og holdet er steppet gevaldigt op siden, siger målmanden med reference til defensiven.
- Der sker bare et eller andet med vores forsvar, når sæsonen kulminerer, og vi lige er lidt mere tændte og bevægelige. Det må ikke blive for duel-baseret, som det har været nogle gange i sæsonen, siger Simon Gade.
I den første DM-semifinale formåede aalborgenserne at holde modstanderen nede på to scoringer i kampens sidste 18 minutter. Så let bliver det dog næppe onsdag aften i det sydjyske, hvor Fredericia har været ekstremt stærke og også besejrede Aalborg Håndbold tidligere på foråret.

Aalborg Håndbolds stamme af rutinerede spillere har båret holdet tæt på en ny DM-finale. Foto: Bente Poder
- Det er den første DM-semifinale for dem i mange år, og de har opbakning fra nogle sindssyge tilskuere, der plejer at skabe en vild stemning. Jeg kan ikke huske, at vi nogensinde har vundet fuldstændigt overbevisende dernede, og Fredericias spillere kommer helt sikkert med en større tænding end i søndags, påpeger Simon Gade.
Seneste indbyrdes møder
- Resultaterne af de fem seneste indbyrdes kampe mellem Aalborg Håndbold og Fredericia
- 21. maj 2023: Aalborg Håndbold - Fredericia 31-22
- 4. marts 2023: Fredericia - Aalborg Håndbold 29-28
- 29. oktober 2022: Aalborg Håndbold - Fredericia 44-39
- 7. maj 2022: Fredericia - Aalborg Håndbold 23-27
- 25. april 2022: Aalborg Håndbold - Fredericia 36-26
For cheftræner Stefan Madsen handler det om at få holdet til at abstrahere fra den støjende kulisse, selvom både modstandere og dommere ofte kæmper med den del.
- Vi skal forsøge at bevare roen og holde fokus på vores opgaver. Vi bliver med garanti mødt af noget syv-mod-seks, som vi skal forsøge at slå i stykker igen. Og så skal vi undgå at give Fredericia mulighed for at rulle deres kontrafase ud, som de gjorde, da vi tabte dernede for et par måneder siden, siger Stefan Madsen.
Cheftræneren er dog fuld af fortrøstning, når han kigger frem mod den resterende del af Aalborg Håndbolds sæson, som i bedste fald kun byder på tre kampe mere.
- Vi har heldigvis før været i de her afgørende momenter af en sæson, og den erfaring skal vi selvfølgelig kunne drage nytte af. Hvis vi kigger ned over vores trup, er der rigelig med kvalitet til, at vi kan gå hele vejen. Og nu hvor vi har kunnet træne kontinuerligt sammen i en længere periode, tror jeg på, at vi står godt rustet, fastslår Stefan Madsen.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.