Aalborg Håndbold

Se billederne: Gammel kending brillerede, da Aalborg Håndbold tabte til tyskere

Sander Sagosen var hård ved Aalborg Håndbold, der onsdag løb ind i det første nederlag i Champions League

Sander Sagosen scorede 11 gange på sin tidligere hjemmebane. Foto: Lars Pauli

Sander Sagosen scorede 11 gange på sin tidligere hjemmebane. Foto: Lars Pauli

HÅNDBOLD:Sander Sagosen er en del af Hall of Fame i Aalborg Håndbold, men onsdag var han årsagen til, at nordjyderne for første gang i sæsonen tabte i Champions League.

Nordmanden, der spillede i Aalborg Håndbold fra 2014 til 2017, scorede 11 gange for tyske THW Kiel, der vandt 31-23 i Jutlander Bank Arena.

Fra kampens start havde Aalborg Håndbold svært ved at dirke det meget offensive Kiel-forsvar op. I kampens første tre angreb lykkedes det end ikke hjemmeholdet at komme til afslutninger, inden Mads Christiansen efter fem minutters spil scorede aftenens første Aalborg-mål.

På det tidspunkt var ingen skade dog sket, for Kiel havde kun scoret to gange i den modsatte ende, men som første halvleg skred frem, satte nordtyskerne sig tungt på opgøret.

Primært takket være den danske landsholdsmålmand Niklas Landin, som parerede en lang række helt oplagte Aalborg-muligheder. Magnus Saugstrup, Sebastian Barthold og Mark Strandgaard var alle syndere i de direkte dueller med Landin.

De samme problemer havde Kiel ikke, og anført af Sander Sagosen trak gæsterne fra.

Efter godt 10 minutter stod det 6-2 i tyskernes favør, og siden blev det også 10-4.

Derefter lykkedes det dog især Nikolaj Læsø at få lidt hul på Landin i Kiel-målet, og det hjalp Aalborg Håndbold til at reducere til 7-10. Glæden var dog kort for hjemmeholdet, der lavede tre tekniske fejl i træk, og så stod det pludseligt 14-7 til gæsterne.

Mod slutningen af første halvleg tillod Kiel sig endda at skifte Niklas Landin ud, men afløseren Dario Quenstedt diskede også op med store redninger, så gæsterne kunne gå til pause med en føring på hele 17-9.

Derfra var det reelt bare et spørgsmål om, hvor stor Kiels sejr skulle være. Al håb Aalborg-håb om et comeback blev hurtigt slukket af Sander Sagosen, der fortsat var helt ustoppelig, mens Dario Quenstedt i målet også fortsatte, hvor han havde sluppet i første halvleg.

Midtvejs i halvlegen stod det 25-15 i tysk favør, men så satte Aalborg en lille slutspurt ind.

Kiels føring blev reduceret til 27-22, men Aalborg Håndbold forsømte et par muligheder for at komme endnu nærmere, og så kunne Kiel igen trække fra.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.