Gammel kending tilbage i Vendsyssel FF

Nu er det endelige trænerteam ved at være på plads efter en kaotisk tid i den nordjyske fodboldklub

Arkivfoto: Henrik Bo

Arkivfoto: Henrik Bo

FODBOLD: Det er en gammel kending, der fuldender det trænerteam, der skal sikre, at Vendsyssel FF kommer godt gennem den kommende sæson i Nordic Bet-ligaen ovenpå en turbulent periode med flere ejerskifter i klubben de sidste år.

Det er nemlig målmanden Karim Zaza, der er blevet ansat som målmandstræner i klubben.

Karim Zaza har tidligere været målmand i flere danske superligaklubber - blandt andet AaB - og senere selv stået på mål i Vendsyssel FF, før han blev målmandstræner i klubben. Siden blev han så i januar 2020 hentet til Qatar, hvor han har været målmandstræner i storklubben Al Duhail.

Men nu er Karim Zaza altså tilbage i Nordjylland og har allerede første dag på træningsbanen tirsdag, lyder det på Vendsyssel FFs hjemmeside.

Dermed er teamet omkring den nye cheftræner Henrik Pedersen ved at være på plads og kommer ud over cheftræneren til at bestå af David Olsen, assistenttræner, Nicolai Hørby Kjeldsen, analytiker, Karim Zaza, målmandstræner, Mathias Kragh, team manager, Lars Thomsen, massør og endelig Mikkel Mølholt, fysioterapeut.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.