Gerrard misser to kampe for Aston Villa efter positiv coronatest

Den britiske Premier League-manager er blevet smittet og skal være i isolation til opgør mod Chelsea og Leeds.

Premier League - Norwich City v Aston Villa <i>Andrew Couldridge/Reuters</i>

Premier League - Norwich City v Aston Villa Andrew Couldridge/Reuters

Aston Villa må undvære manager Steven Gerrard de næste to kampe i Premier League, efter at han er blevet testet positiv for covid-19.

Det oplyser fodboldklubben i en meddelelse lørdag.

Dermed går 41-årige Gerrard, der sluttede sig til klubben i sidste måned, glip af søndagens hjemmekamp mod Chelsea og tirsdagens udekamp mod Leeds, mens han er i isolation.

Den tidligere anfører for Liverpool og England har ført Villa til fire sejre i sine første seks kampe. Han overtog roret i klubben, efter at Dean Smith blev fyret.

- Aston Villa kan bekræfte, at cheftræner Steven Gerrard ikke kan deltage i vores næste to Premier League-kampe mod Chelsea og Leeds, da han skal i isolation efter at være blevet testet positiv for covid-19, skriver klubben i en meddelelse på sin hjemmeside.

Aston Villa oplyser ikke, hvem der skal lede holdet i stedet i de to opgør. Men det oplagte bud vil være assistenttræner Gary McAllister.

Nyheden kommer på et tidspunkt, hvor adskillige Premier League-klubber kæmper med smitteudbrud. Alene den seneste uge blev der opdaget 90 nye coronatilfælde blandt spillere og ansatte i ligaen.

Det har ført til, at 13 kampe indtil videre er blevet udskudt på grund af virusset.

Aston Villa ligger på en tiendeplads i Premier League. Holdet har 22 point efter 17 kampe.

/ritzau/