Godt nyt for skadesramt AaB-spiller

Der er godt nyt for Jeppe Pedersen, der stiller og roligt er ved at komme sig over en korsbåndsskade, som han løb ind i først på året

Jeppe Pedersen ses her under AaB's træningslejr i Spanien tidligere på året kort før han blev knæskadet. Nu er han atter i stand til at løbe. <i>Arkivfoto: Martél Andersen</i>

Jeppe Pedersen ses her under AaB's træningslejr i Spanien tidligere på året kort før han blev knæskadet. Nu er han atter i stand til at løbe. Arkivfoto: Martél Andersen

AALBORG:Hvis man følger AaB's træning fast, så har man i de seneste uger set et velkendt ansigt være tilbage på træningsbanen. Ganske vist i et par løbesko, men det er et stort fremskridt, når man i Jeppe Pedersens tilfælde arbejder med at komme tilbage efter en længerevarende knæskade. 

- Jeg har løbet stille og roligt i tre uger nu. Det er dejligt at kunne løbe igen. Jeg har savnet at få pulsen op. Der er noget form, som skal bygges på, men det kommer stille og roligt ved, at jeg får løbet mere og mere, siger Jeppe Pedersen. 

- Det føles godt med knæet. Det skal lige bygges op. Fornemmelsen er rigtig god, men det er klart, at det lige skal vænne sig til en gradvist større belastning. Jeg mærker ikke det store, når jeg løber, men jeg er godt klar over, at jeg skal passe på med de der retningsskift, siger Jeppe Pedersen. 

Han blev skadet bedst som AaB skulle til at i gang med forårets turneringskampe, og skaden indtraf oven i købet efter en opstart, hvor Jeppe Pedersen havde leveret flere fine præstationer i træningskampene og ikke mindst nogle mål. 

- Det var lidt en klap, der gik ned. Jeg havde haft en god pre-season, så at få det slag, efter jeg lige havde fået gang i tingene, det var hårdt. Især de første uger, men jeg begyndte hurtigt at kigge fremad.

Springer ferie over

Den uheldige timing for knæskaden har sat sine mentale spor hos Jeppe Pedersen, men nu er han ikke fra Hirtshals for ingenting, så lidt modgang slår ham ikke ud. 

- Det har været nogle lange måneder. Især den første måned, hvor jeg ikke har fået lavet det helt store. Det er fortid nu. Bare det med komme ud på banen og være sammen med de andre gutter giver utroligt meget motivation og glæde. Det er skønt at kunne se fremad nu, siger Jeppe Pedersen. 

Det er oven i købet blevet til de første boldberøringer siden skaden indtraf i februar.

- For et par dage siden var jeg ude for første gang at sparke stille og roligt til en bold. Så det er noget af det, der begynder at komme nu her, siger Jeppe Pedersen, der skal sidde og bide negle i lighed med mange AaB-fans, når holdet mandag møder Lyngby på udebane. 

- Det er så ærgerligt og meget mentalt hårdt at skulle sidde og kigge på uden at kunne gøre noget. Der har været nogle kampe, som jeg virkelig gerne ville have hjulpet holdet med. Nu håber jeg bare, at vi klarer den, siger Jeppe Pedersen.

Om en uges tid står den på sommerferie for AaB's spillertrup og trænerstab, men det er ikke tilfældet for Jeppe Pedersen.

- I princippet går jeg også på ferie, men de andre skal nok slappe noget mere af, end jeg skal. Jeg har stadig et stramt program, som jeg skal følge, men det gør jeg også gerne, så jeg kan komme hurtigere og stærkere tilbage, siger Jeppe Pedersen. 

Alt det hårde arbejde leder hen mod et comeback, men næste vigtige skridt er at blive en del af den kollektive træning igen.

- Planen er, at jeg skal arbejde sammen med fysioterapeuterne i de første uger af den nye sæson, og så begynder jeg at indgå stille og roligt i træningen derfra. Det er i hvert fald planen lige nu, siger Jeppe Pedersen.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.