Grædende Lucas mødte vrede fans: - Det har været så fucking hårdt

AALBORG:Det var bare en fodboldkamp, men en af den slags, der sent bliver glemt. 

For det var en kamp til historiebogens sorte kapitel, en kamp, der fik voksne mænd til at græde og et stadion til at blive stille. 

Helt stille. 

Det var ellers startet så flot. March gennem byen, stadion i rødt og hvidt, højlydt stemning af håb. 

Men da sidste fløjt kom, var der ikke meget mere at sige, og heller ikke flere mirakler at håbe på. Der kommer nye sæsoner og andre kampe, men 3. juni var en slags slutning på noget, der begyndte på et stadion i Svendborg for 37 år siden.   

AaB er i første division, ude af det fine selskab og efter sommer går away-turene ikke til Parken, Brøndby og Århus, men til Køge, Hjørring og Hobro.  Engang kom Manchester United med Ronaldo og Rooney til Aalborg for at spille Champions League, i næste sæson kommer Hillerød med et hold spillere, ingen nogensinde har hørt om. 

Stemningen var intens og højlydt. Før Silkeborgs mål og slutfløjt.  Foto: Martin Damgård

Den slags gør ondt, på nogen virkelig ondt, og efter stilheden kom vreden. 

Fra Vesttribunen - den hvor de mest loyale fans står - blev der kastet røgbomber, der sendte sorte skyer ud over banen. Vi er Aalborg, hvem er I, blev dagens sidste fællessang, og teksten på sæsonens sidste banner lød sådan her: I er ikke logoet værdigt. Nedrykningen er på jeres kappe.

Efter alle andre kampe - uanset resultatet - er spillerne gået ned til fansene for at dele glæde eller sorg -  men på nedturens dag blev de på tryg afstand. Det ellers stærkt omtalte fællesskab med fans og spillere var aldeles væk. 

Fra siddepladserne dryssede folk roligt ud, men på Vesttribunen var der ikke samme ro. Folk fra fangrupperingen Unitas løb mod indgangen til den tribune, der huser omklædningsrummene. Stadions sikkerhedsfolk fik lukket dørene, de civilklædte betjente åbnede skjorterne, så skilt og pistol blev synlige. 

Så vred og intens har stemningen sjældent været på Aalborg Stadion, men bortset fra et knust vindue og lidt væltet materiale skete der ikke noget. 

For det gav ro, da beskeden om, at Lucas Andersen ville komme ud. Nogle af de sortklædte satte sig simpelthen ned og græd, andre havde travlt med at sikre sig, at ingen filmede eller tog billeder af nogen af de mest bevægede minutter i stadions lange historie.  Hvis ikke telefonen kom i lommene, ville den blive smadret, lød beskeden.  

I er ikke logoet værdige, lød supporternes besked til spillerne efter kampen. Foto: Lars Pauli

Til sidst kom han så, anføreren. 

Stærkt bevæget er mildt sagt, Lucas Andersen græd, og ingen kunne være i tvivl om, at det gjorde ondt. Man kan sagtens finde fodboldspillere, der ikke bekymrer sig stort om klubben, men spiller der, hvor lønnen er bedst. 

Men sådan en spiller er Lucas Andersen ikke. Det krævede både mod, mands- og klubhjerte at gå ud til den konfrontation umiddelbart efter en karriere-definerende nedtur. 

Har han ikke præsteret stort på banen, gjorde han det til gengæld i de minutter.

- Jeg kom hjem til Aalborg for at vinde. I stedet står vi her. Det har været så fucking hårdt. Det har været en hård sæson for alle. Jeg kan godt forstå, at I er skuffede og vrede, lød det blandt andet fra Lucas Andersen, da han talte til godt hundrede forsamlede fans.

Nogen af dem græd, andre snøftede, og sorgfuld er slet ikke for stort et ord at bruge om det øjeblik. 

Heldigvis klappede de fleste, da Lucas Andersen blev eskorteret tilbage til omklædningsrummet. 

AaB fans marcherede fra Jomfru Ane Gade ud til Portland Park.  Foto: Martin Damgård