Guardiola: Salg af angriber til Barcelona er tæt på
Pep Guardiola oplyser, at Ferran Tottes er tæt på at skifte fra Manchester City til FC Barcelona.

FBL-NATIONS-LEAGUE-ITA-ESP Franck Fife/Ritzau Scanpix
Den 21-årige spanske angriber Ferrán Torres er tæt på et skifte mellem to af Europas største klubber.
Således skulle han blot være formaliteter fra at skifte fra Manchester City til FC Barcelona.
Det bekræfter City-manager Pep Guardiola på et pressemøde torsdag, efter at rygterne om handlen er tiltaget.
- Det er endnu ikke officielt, men jeg ved, at de forhandler, og det er tæt på. Når klubben annoncerer det, er aftalen klar, siger Pep Guardiola.
- Vi er ikke som andre klubber, der siger "bliv", når en spiller vil skifte. Vil de det, fordi de tror, at de kan blive gladere et andet sted, så skal de skifte. Jeg er glad på hans vegne.
Ifølge flere britiske medier vil prisen være lidt mere end 400 millioner danske kroner.
FC Barcelona har ellers store økonomiske udfordringer med en gæld i omegnen af ti milliarder kroner.
Klubben har dog store angrebskvaler, som ikke er blevet mindre, efter at Sergio Agüero i sidste uge meddelte sit karrierestop på grund af hjerteproblemer.
Barcelona råder også over Martin Braithwaite, der har været skadet i flere måneder.
Ferrán Torres kom til City i sommeren 2020, men det store gennembrud har ladet vente på sig.
Faktisk har han scoret flere mål for Spaniens landshold i samme periode. I 22 landskampe har han fundet vej til nettet 12 gange.
/ritzau/
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.