Guldtræner er afklaret med mulig AaB-nedrykning
Den tidligere guldtræner i AaB, Kent Nielsen, kan se sin tidligere arbejdsgiver hente mange point i nedrykningskampen, hvis fredagens højdepunkter kendetegner resten af sæsonen. En aalborgensisk tur i 1. division vil dog ikke røre ham synderligt

Der er masser af velkendte ansigter for en nordjysk fodboldfan i den nuværende Silkeborg-trup. Kent Nielsen råder eksempelvis over Søren Tengstedt, der havde sin fodboldopdragelse i AaB. Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix
AALBORG:Da AaB i sommeren 2011 stod i Parken og lå på vippen til en nedrykning, var det med Kent Nielsen på sidelinjen. Sidenhen blev klubben reddet af andre resultater, og tre år senere stod cheftræneren med både mesterskabet og en pokaltitel i Aalborg.
Nu har Kent Nielsen derimod Silkeborg IF's logo på brystet, og med det var han fredag med til at gøre kampen for overlevelse mere besværlig for sin gamle klub. Opgøret endte nemlig 2-2 på kunstgræsset på Jysk Park.
Det gør dog ikke et markant indtryk på den erfarne træner, som også har en fortid i ligeledes nedrykningstruede AC Horsens.
- Det er en speciel følelse, men det kan vi også sige om Horsens. Man er afklaret med, at det er en del af fodbold. Med det indhold, som AaB har, ligger der en del point, hvis de kan levere det i de næste kampe. Jeg har også været med til at blive reddet på sidste dag med dem, og jeg var fantastisk glad for at være der. Men den slags er et vilkår i fodbold. Jeg er sikker på, at de spiller deres chancer, og der er fortsat muligheder for dem, fortæller Kent Nielsen.
- Som AaB spiller nu, ville de ikke være i nedrykningsfare, hvis turneringen startede her. Men der er en grund til, at man ligger i nedrykningsfare, og det er, at man ikke helt har været dygtige nok. Det her afgøres over en hel sæson, og der lever jeg fint med, at stillingen afgør, hvem der rykker op og ned, tilføjer Silkeborg-cheftræneren.
Efter kampen på hjemmebane mod sin tidligere arbejdsgiver medgiver Kent Nielsen, at AaB med sit udlæg havde fortjent mere, og han har roser tilovers for det aalborgensiske spil.
- Vi kunne sagtens have fået øje på mere fra dem i - specielt i de første 25 minutter. Der kunne AaB godt have ført med mere end det ene mål. På en dag, hvor vi sled med mange ting, kan vi sagtens leve med det, siger han.
Kent Nielsen står på ny over for sin trænerkollega Oscar Hiljemark allerede på tirsdag, hvor den første af to pokalsemifinaler mellem AaB og Silkeborg spilles. Det skaber en særlig dynamik i de kommende kampe, mens sæsonens sidste runde også byder på et møde mellem de to klubber.
- Omkring første kamp betyder den slags ikke noget. Men nu begynder vi jo at tænke os om. Hvordan og hvorledes skal vi angribe den kamp, der allerede spilles tirsdag? Så bliver det noget anderledes, ja. Jeg er sikker på, at begge klubber tænker sig lidt om, siger Kent Nielsen.
- AaB havde en god gameplan og var i særdeleshed rigtig dygtige i de første 25 minutter. Det skal vi også have fundet et modtræk til. Jeg tror ikke på, at de laver så meget om i forhold til det. Der vil jeg gerne, at vi er lidt dygtigere. Men vi glæder os til en pokalkamp, og det er lidt odiøst, at vi i fire kampe har tre mod den samme modstander. Men det lever vi fint med, og det er da godt, at det er to forskellige turneringer, tilføjer han.
Silkeborg-træneren mener desuden, at han har nemmere ved at prioritere pokalsemifinalerne højt med placeringen i ligatabellen in mente.
- Jeg tror da på, at AaB vil sætte sig ned og tænke over, hvad der er vigtigst, og hvordan man tackler det. Heldigvis er det ikke mit bord. Vi har det nemt i, at vi gerne vil begge dele, og det føler jeg også, at vi kan, selvom vi også erkender, at det bliver svært, lyder det fra Kent Nielsen.
Første pokalsemifinale spilles på tirsdag klokken 19 i Silkeborg.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.