Håndbold-EM afvikles som planlagt i Frederikshavn

EM for kvinder i Danmark og Norge - med Frederikshavn som en af værtsbyerne - aflyses ikke

Vi har lige lånt et stemningsbillede fra herrernes EM for at varme op til kvindernes mesterskab, der afvikles som planlagt. Arkivfoto: Bo Lehm

Vi har lige lånt et stemningsbillede fra herrernes EM for at varme op til kvindernes mesterskab, der afvikles som planlagt. Arkivfoto: Bo Lehm

FREDERIKSHAVN:EM i kvindehåndbold afvikles som planlagt i Danmark.

Dansk Håndbold Forbund (DHF) oplyser, at EM for kvinder i Danmark og Norge bliver afviklet som planlagt i de danske værtsbyer Frederikshavn og Herning

DHF-formand Per Bertelsen er lettet over, at der omsider er fundet et svar på spørgsmålet om, hvorvidt EM skal afholdes i Danmark eller ej.

- Der skal ikke herske nogen tvivl om, at vi hele tiden rigtigt gerne har villet afvikle EM i kvindehåndbold på dansk grund.

- Vi har bare haft alt for mange ubekendte til, at vi har ønsket at tage en beslutning om, hvorvidt det kunne lade sig gøre, siger Per Bertelsen til forbundets hjemmeside.

Tvivlen om EM i Danmark er opstået, da det fortsat er usikkert, om og hvor mange tilskuere, der kan få adgang til kampene og dermed skabe indtægter for værtslandene.

Nu er der fundet økonomiske løsninger hos Det Europæiske Håndboldforbund (EHF) samt den danske regering.

- Med de positive meldinger, vi har fået fra både regeringen og EHF om at bistå i forhold til den økonomiske byrde, og med muligheden for at benytte superligaordningen, mener vi nu, vi godt kan melde ud, at vi afvikler efter planen i Herning og Frederikshavn.

- Vi glæder os rigtig meget til at give vores kvindelandshold hjemmebane i Herning, ligesom vi ser frem til at invitere svenskerne på "hjemmebane" i Frederikshavn, siger DHF-formanden.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.