Hård lodtrækning og glædeligt pokalgensyn for nordjyske ligahold
Hverken Mors-Thy Håndbold eller Aalborg Håndbold kan påstå, at de fik nogen ønskelodtrækning, da der blev trukket lod til 1/8-finalen i pokalturneringen

Lige nu er de sammen om at kæmpe for guld til Aalborg Håndbold, men i august står Stefan Madsen og Arnor Atlason overfor hinanden som modstandere. Arkivfoto: Torben Hansen
NYKØBING:Lige nu er denne håndboldsæson ved at nå sit klimaks med DM-semifinalerne lige rundt om hjørnet. Det vil sige, at Aalborg Håndbold er i gang med at forberede sig på minimum to kampe mod Fredericia.
Modsat er Mors-Thy Håndbold gået på kamppause efter en flot finish på sæsonen, der resulterede i fem sejre på stribe. Den seneste var pokalsejren over HC Aarhus fra 1. division.
Den betød, at Mors-Thy var med i bowlen, da der skulle trækkes lod til 1/8-finalerne, der skal spilles efter sommerpausen.
Her endte det med, at fusionsklubben fra Mors og Thy trak Skjern Håndbold, hvilket godt kunne være ensbetydende med, at Henrik Toft og to gange Tilsted får comeback i den blå trøje mod Skjern.
Ikke nogen videre nem lodtrækning, men til alt held for Mors-Thy er det på hjemmebane, at man skal møde vestjyderne.
Der venter også en tur til Vestjylland for Aalborg Håndbold. Vicemestrene har nemlig trukket TTH Holstebro, og den kamp skal spilles i Gråkjær Arena.
Med en kamptermin, der ligger i slutningen af august bliver det sandsynligvis første turneringskamp for Niklas Landin i Aalborg-målet. Det bliver nok også første gang, man får Lukas Nilsson, Aleks Vlah og Thomas Arnoldsen at se i den røde trøje.
Mere interessant er det måske, at det også bliver Arnor Atlasons debut som TTH-træner. Og han kan altså se frem til en kamp mod sin snart tidligere klub.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.