Hald: - Den "bette drengs" drøm gik i opfyldelse

Simon Hald er flere gange blevet rost for sin slutrundedebut undervejs, og søndag fik at lov til at gøre drøm til virkelighed, da han trådte på gulvet i en VM-finale

Emil Halkier
Foto: Jonathan Nackstrand/AFP
VM i håndbold 28. januar 2019 10:00 - Opdateret 28. januar 2019 10:00

HÅNDBOLD: Det startede med en slutrundedebut og endte med en guldmedalje om halsen.

Nej, der var ikke meget at sige til, at Simon Hald stod i mixed zone, trippende på tåspidserne - i færd med at gennemleve det største øjeblik i sin håndboldkarriere. Den tidligere Aalborg-spiller havde dog forstået én ting midt i det hele.

- Jeg tror, at jeg har vundet guld, svarede Hald, da han blev spurgt til, om det var sivet ind.

- Det er helt sindssygt. Det var fantastisk stemning og at kunne slutte sådan her af, kunne ikke være meget bedre. Så jeg tror bare, at vi alle sammen er ovenud lykkelige nu, sagde stregspilleren fra Flensburg-Handewitt.

Landstræner Nikolaj Jacobsen fik sendt alle spillere i ilden i finalen, og da Simon Hald som sidste mand blev prikket på skulderen, tog en allerede vanvittig oplevelse lige et skridt yderligere opad for aalborgenseren.

- Det var en fornøjelse. Tilskuerne har haft vores ryg gennem hele turneringen, og det havde de også i dag (søndag, red.). Måske mere end nogensinde, hvis det er muligt. Så det var helt fantastisk at mærke brølet fra tilskuerne, fortalte Simon Hald.

Og hvordan var det så at skrive historie?

- Det er jo en af de ting, man drømmer om som en bette dreng...

Har du nogensinde været en ”bette dreng”?

- Nej okay, så mindre dreng, grinte den 203 centimeter høje Simon Hald.

- At drømme om at stå i sådan en finale her og forhåbentlig hive guldet hjem. Og når det så sker, er det en helt fantastisk følelse.

- Det tror jeg, at det er for alle håndboldspillere. Det er noget helt specielt, sagde verdensmesteren Simon Hald.

Tema: VM i håndbold

Vis flere

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...