Halep rydder træningsmakker af vejen i Indian Wells

For få dage siden trænede Simona Halep med Wang Qiang. Tirsdag sendte hun kineseren ud af Indian Wells.

Simona Halep er klar til kvartfinalen i Indian Wells. Foto: Scanpix/Kevork Djansezian
Tennis 13. marts 2018 21:30

Verdens højest rangerende kvindelige tennisspiller, rumæneren Simona Halep, viser fortsat fin form i WTA-turneringen i Indian Wells.

Halep besejrede tirsdag aften dansk tid kineseren Wang Qiang med 7-5, 6-1 og spillede sig dermed videre til kvartfinalen i den store turnering.

Forestillingen varede kun 76 minutter, hvor Halep brød kineserens serv syv gange.

- Jeg lavede ikke så mange fejl og dominerede kampen, siger Halep efter mødet med Qiang, som hun har trænet sammen med op til turneringen.

- Jeg vidste, hvad der ventede, fordi jeg trænede med hende for få dage siden, og hun slog mig dengang, siger verdensetteren.

I kvartfinalen venter den useedede kroat Petra Maric, hvor Halep skal fortsætte forsvaret af positionen som verdens nummer et.

Den nærmeste konkurrent til tronen, Caroline Wozniacki, skal spille sin ottendedelsfinale senere tirsdag, hvor hun møder Daria Kasatkina fra Rusland.

/ritzau/

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...

Her ville vi gerne vise dig forslag til flere artikler, men pga. din Adblocker kan vi ikke gøre det!

Her ville vi gerne vise dig forslag til artikler fra vores magasiner, men pga. din Adblocker kan vi ikke gøre det!

Nordjyske Plus

Henter artikler...