Han scorer, når han vil: Nu stopper han karrieren til sommer

Viceanfører har vundet to mesterskaber og en pokaltitel med hjerteklubben, men nu er det snart slut

Jens Hukiær
Kasper Risgård har altid nydt supporternes fulde opbakning. nu stopper han karrieren. Arkivfoto: Torben Hansen
AaB 7. marts 2019 10:36 - Opdateret 9. marts 2019 12:23

FODBOLD: Viceanfører og AaB-legende Kasper Risgård har valgt at indstille karrieren, når indeværende sæson har nået sin afslutning.

Det oplyser AaB i en pressemeddelelse.

Den nu 36-årige Kasper Risgård har spillet 336 officielle kampe for AaB - det er 14. flest blandt spillere i klubben - han har desuden vundet to danske mesterskaber og en pokaltitel med AaB, hvor han i flere år er blevet hyldet af supporterne for ”at score, når han vil”.

Især huskes Kasper Risgård af de fleste for sin 2-0 scoring i guldkampen mod Brøndby i 2008 og for sin jubel i et direkte TV-interview, da mesterskabet blev sikret i Slagelse i 2014 efter 0-0 mod FC Vestsjælland.

AaB’s sportsdirektør Allan Gaarde kalder i pressemeddelelsen Kasper Risgård for "en af klubbens vigtigste spillere gennem tiderne"

- Kasper Risgård er en stor del af AaB’s historie, og han fortjener om nogen at få et værdigt exit på en flot karriere. Som spiller og som person er Kaspers kvaliteter velkendte med spilintelligens og ærgerrighed som varemærker – også selvom han i de seneste måneder har fået længere og længere til fast spilletid, udtaler sportsdirektøren.

Svær beslutning

- Vi ved, at beslutningen har været vanskelig for Kasper, men vi er overbeviste om, at der nu vil byde sig nye succesoplevelser til, når han har fundet endeligt frem til, hvad han nu ønsker at beskæftige sig, og vi vil gerne takke ham for altid at have været en fantastisk ambassadør for vores klub, slutter Allan Gaarde.

Kasper Risgård, der oprindeligt kom til AaB som juniorspiller fra partnerklubben Aars I.K., vendte i sommeren 2013 tilbage til AaB efter fire års fravær med afstikkere i græsk og tysk fodbold samt et ophold hos Silkeborg I.F.

Den første Superligakamp for AaB blev spillet i april 2003.

- Jeg har været en del af gamet i mange år, og når kærligheden til fodbolden som helhed og til AaB som klub er så stor, som den er, så er belutningen om at stoppe også ufattelig svær at tage, siger Kasper Risgård.

- Men jeg føler, at tidspunktet er det rette nu, hvor jeg jo sagtens kan se, at der står andre foran mig, men jeg vil gerne indrømme, at det gør forbandet ondt at nå frem til den erkendelse, konstaterer Kasper Risgård.

Ud i erhvervslivet

- For mig gælder det nu om at glæde mig over de sidste måneder af mit fodboldliv, og forhåbentlig kan vi få en stærk afslutning på sæsonen. Og så ser jeg frem til en fremtidig karriere i erhvervslivet, hvor jeg er åben over for det meste, fortæller Kasper Risgård, der sideløbende med fodbolden har uddannet sig inden for international handel og marketing.

- Endelig vil jeg gerne benytte lejligheden til at sige foreløbigt tak til alle, jeg har været i berøring med i min tid i AaB, hvilket ikke mindst gælder fansene, og jeg har tænkt mig også at score mit mål nummer 50 for klubben, lyder det afslutningsvis og med et glimt i øjet fra Kasper Risgård.

Udover sine mange kampe og 49 scoringer, så er Kasper Risgård også noteret for en ligalandskamp og tre U/20-landskampe for Danmark.

Tema: AaB

Vis flere

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...