Frederikshavn White Hawks

Happy hour i Frederikshavn: White Hawks er klar til semifinalerne

Esbjerg blev besejret i kamp syv, og nu er White Hawks klar til medaljekampene

Kristian Jensen i jubel efter scoringen til 2-0. Foto: Bente Poder
Kristian Jensen i jubel efter scoringen til 2-0. Foto: Bente Poder

Opdateret kl. 23:07

ISHOCKEY: Frederikshavn White Hawks er klar til semifinalerne i Metal Ligaen, efter en gylden første periode fredag aften sikrede dem en sejr på 4-1 over Esbjerg Energy og dermed en samlet sejr på 4-3 i en dramatisk serie.

Frederikshavn skal nu møde enten Rungsted eller SønderjyskE i semifinalerne.

Nordjyske Bank Arena sitrede nærmest af Kamp-syv-stemning, og hvis man på forhånd havde troet, at man skulle se to afventende hold, der mest af alt passede på ikke at lave fejl, så blev man hurtigt overrasket.

Det er to offensive ishockeyhold, der har stået over for hinanden i denne serie, og sådan lagde de også fra land fredag aften.

Esbjerg åbnede med et par halve muligheder, men få var hjemmeholdet, der tog over med to store chancer til først Dale Mitchell og dernæst Christopher Frederiksen, der helt inde under mål godt nok fik lagt pucken forbi Mathias Seldrup, men også forbi opstanderen.

Men 9.22 inde i første periode kom det mål, der for alvor fik tændt op under hjemmepublikummet, der havde kunnet varme sig på happy hour på fadøl i godt og vel en time inden kampen. Et i øvrigt sæsonrekord stort publikum på 2510 mennesker.

Christopher Frederiksen tog pucken ud af zonen, satte sin oppasser af af i venstre side af angrebszonen, og så lagde han den i to omgange ind under Seldrup i målet.

Esbjerg havde dog ikke givet op, og der fulgte en periode med to minutters intenst pres, hvor Frederikshavn ikke kunne få pucken ud af zonen.

Tadeas Galansky, der tidligere i serien har været hæmmet af en lyskeskade, agerede blæksprutte i to hele minutter, hvor fem massive skud blev sendt imod ham, men fire gange var keeperen selv på plads - den ene gang med en vanvittig sideforskydning - og på det sidste skud fik han hjælp af stolpen.

Og i stedet kom Frederikshavn så på 2-0 i kampens første powerplay. Pucken blev sendt mod mål, og inde foran kassen stod tre frederikshavnere klar, og Kristian Jensen kunne sende pucken ind.

Kort før periodens afslutning blev det også til 3-0. Esbjerg sløsede med en clearing i egen zone, og en løs puck endte på bladet hos Cam Spiro, der med et fladt skud igen sendte den under benskinnen på Mathias Seldrup, der blot stod med en redningsprocent på 75 i de første 20 minutter.

I anden periode kom Esbjerg naturligt nok med en del pres, og Frederikshavn stillede sig nok også en tand for langt tilbage på isen. Alligevel blev esbjergenserne ikke så farlige, som de var i deres bedste del af første periode. En chance tæt under mål til Andreas Grundtvig var det tætteste, som holdet kom på, og her var Tadeas Galansky igen vaks mellem stængerne.

Modsat havde Frederikshavn flere gode tilbud i kontraer den anden vej. Men både Mads Larsen og Rasmus Søndergaard måtte se gode muligheder gå forbi eller blive reddet af Mathias Seldrup.

To minutter før perioden afslutning opstod en lidt tilfældig chance, da en puck fra banden dumpede ned på bladet af Max French, men også det store tilbud blev misbrugt for Esbjerg.

Tredje periode fortsatte i samme mønster. Esbjerg med puckbesiddelse, men igen uden at blive rigtigt farlige, og hele tiden lurede White Hawks på den kontra, der endegyldigt kunne slukke vestjydernes håb.

Den chance kom efter otte minutter, da Kristian Jensen fik puckkontrol i egen zone. Han afventede situationen, men så så Evan Jasper i fuld galop mod målet, og pasningen lå perfekt, men amerikaneren sendte afslutningen forbi mål. Minuttet efter endte en løs puck hos Jonas Gantzel, men han sendte pucken direkte i maven på Tadeas Galansky, selvom han var helt fri i slottet.

Med lige under halvdelen af sidste periode kom så reduceringen. Fra højresiden kom pucken ind foran mål, og her kunne Mark Delargo styre den forbi Galansky.

Så var der lagt op til en højintens afslutning, og minuttet efter havde Esbjerg to store muligheder for endnu en reducering.

Det blev til lidt flere fejl i de sidste minutter fra høgenes backs, men holdet formåede at holde stand. Mark Delargo kom rigtig tæt på sit andet mål fra tæt hold med minuttet igen, og kort efter var en styring tæt på at snyde Galansky. Men så kunne Evan Jasper samle den løse puck op, og fra egen zone lobbede han den ned i det tomme mål.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Forsiden