Hattrickhelten Kur sendte særlig hilsen

Camilla Kur Larsen scorede sit andet hattrick i indeværende uge, da den erfarne angriber nedlagde FC Nordsjælland

Camilla Kur er topscorer i Gjensidige Kvindeligaen efter et hattrick mod FC Nordsjælland. <i>Arkivfoto: Kim Dahl Hansen</i>

Camilla Kur er topscorer i Gjensidige Kvindeligaen efter et hattrick mod FC Nordsjælland. Arkivfoto: Kim Dahl Hansen

FODBOLD:Der var en særlig støtte til holdkammeraten Janelle Cordia, da Fortuna Hjørring lørdag tog imod FC Nordsjælland. Her blev der nemlig holdt et minuts stilhed og spillet med sørgebind.

Den amerikanske Fortuna-spiller gennem mange år er nemlig taget hjem for at tage afsked med moren, som tabte kampen mod kræft i delstaten Missouri. Derfor blev Cordias trøje også holdt op ved Camilla Kurs tidlige føringsmål på Nord Energi Arena.

Angriberen scorede sidenhen to mål yderligere og fejrede alle tre med et kys på hånden og to flettede fingre i vejret. Det var til gengæld en hilsen til hendes egen mor.

- Det var til min mor, som for nyligt er ramt af kræft. Så det bliver mit nye ritual ved hvert mål lige at sende en kærlig tanke til hende, fortæller Camilla Kur Larsen.

Fortuna Hjørring - FC Nordsjælland 3-0 (2-0)

  • Mål: 1-0 Camilla Kur (4. minut), 2-0 Camilla Kur (29. minut), 3-0 Camilla Kur (71. minut)
  • Fortuna Hjørrings startopstilling (4-3-3): Adelaide Gay - Ashley Riefner, Maria Ficzay, Angela Beard, Sara Holmgaard - Sofie Lundgaard, Signe Baattrup, Karoline Olesen - Indiah-Page Riley, Camilla Kur, Florentina Olar

Holder målformen, bliver der masser af lejligheder til at sende den hilsen. Den 33-årige angriber scorede nemlig også et hattrick mod Dalum-Næsby i et pokalopgør tidligere på ugen, hvor nordjyderne vandt 10-1. Derudover er hun nu oppe på seks mål i fem ligakampe med lørdagens ægte hattrick.

- Det har da været en god start med to hattrick, lyder det fra angriberen med et grin.

- Jeg har jo været skadesfri igen og har kontinuerligt med i alle træninger, hvor jeg sidste sæson var meget skade i både lange og korte perioder. Nu er jeg helt klar, og det hjælper på det hele. Sommerferien har givet godt, og jeg har haft bedre tid til min styrketræning på de områder, hvor jeg var skadet i læggen, fortæller Camilla Kur.

Trods angriberens utrolige målform er Fortuna Hjørring seks point bag HB Køge, som har vundet alle tre ligakampe i indeværende sæson. Derfor handler sæsonen i høj grad om at hente ind på danske mestre.

- Lige nu er jeg lidt høj på følelsen af at være tilbage på sporet. Men det har da ikke været så sjovt de sidste par kampe. Vi har spillet godt, også bedre end mod Nordsjælland, men det har været stolpe-ud for os. Derfor var det dejligt med en sejr til at fylde selvtillidskontoen op. Vi tror på det, siger Camilla Kur Larsen.

Topscorerens første mål mod Nordsjælland efter tre minutter var en inderside efter en tværaflevering fra Sofie Lundgaard, ligesom anden scoring i det 29. minut var en inderside efter et godt overlap ind i feltet fra Ashley Riefner.

Hattricket blev sikret efter 70 minutter, da et pres på gæsternes målmand fremprovokerede et udspark, som Camilla Kur opsnappede. Derfra sendte hun bolden ind i et tomt mål fra distancen med et velplaceret, højt spark.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.