Vendsyssel FF

Helt nyt knæ ser ud til at virke: Wohlgemuth er tæt på comeback

Midtbanespilleren Mikkel Wohlgemuth snart spilleklar efter helt nyt knæ

Mikkel Wohlgemuth håber, at han måske allerede kan være på banen i pokalkampen i næste uge. Arkivfoto: Michael Koch

Mikkel Wohlgemuth håber, at han måske allerede kan være på banen i pokalkampen i næste uge. Arkivfoto: Michael Koch

FODBOLD:I oktober sidste år fik Mikkel Wohlgemuth den tunge besked, at han for tredje gang i karrieren havde overrevet et korsbånd i knæet.

Dermed skulle han igennem sin tredje store operation, og denne gang blev det til et helt nyt højre knæ.

Siden har han ikke spillet en kamp, men nu nærmer han sig et comeback for Vendsyssel FF.

- Jeg har trænet med fuldt ud i de sidste uge, og jeg synes virkelig, det går godt. Fysisk virker det godt, og mentalt er jeg også kommet rigtig langt. Hvor jeg i starten tænkte meget over, hvordan jeg vendte og drejede mig på banen, så er jeg nu kommet til et punkt, hvor jeg kan fokusere på at få noget kvalitet ind i mit spil, siger han.

- Jeg skal til en ret afgørende test i København i slutningen af denne uge, hvor de skal måle styrken i mine knæ, og hvis de er helt ens, så er jeg stort set good to go. Er der lidt forskel skal jeg måske have en uge mere i styrkelokalet, siger han.

Dermed sigter han efter et snarlige comeback på banen, hvor han altså ikke har været med siden den sidste testkamp i sommeren 2019.

- Er det en god besked i København, så sigter jeg faktisk lidt efter spilletid i den pokalkamp, vi har i næste uge. Og ellers vil det være oplagt at melde sig helt klar efter landsholdspausen, siger han.

Men selvom der nu er positive tegn, så skal han vænne sig til, at det alligevel aldrig bliver helt det samme med et helt nyt knæ.

- Jeg prøver jo meget at sammenligne med det andet knæ, og det kan jeg mærke, at jeg skal lade være med. For der vil bare være forskel. Men fysisk føler jeg mig virkelig klar, og det mentale er også rigtig godt på vej, siger Mikkel Wohlgemuth, der efterhånden også har fået nok af at sidde på tribunen, når holdet spiller i 1. division.

- I starten nød jeg egentlig bare at sidde deroppe og se fodbold, men nu, hvor jeg selv er blevet mere klar, sidder jeg jo mere og mere og kigger på, at der kunne jeg gøre en forskel. Så det er jo også mentalt et tegn på, at det går den rette vej, siger han.

Vendsyssel spiller i aften en særdeles vanskelig kamp på udebane mod topholdet Viborg FF, der har fået 10 point i de første fire kampe, hvor Vendsyssel har fået seks.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.