Her er lodtrækningen til Final4: Brag i vente
Der bliver helt sikkert gang i den, når Aalborg Pirates og Frederikshavn White Hawks skal spille Final4 til februar

Så er lodtrækningen til denne sæsons Metal Final4 foretaget. Arkivfoto: Lars Pauli Foto: Lars Pauli
ISHOCKEY:Når der efter planen afvikles Metal Final4 til februar bliver der tale om et vaskeægte lokalbrag i den ene semifinale.
Frederikshavn White Hawks og Aalborg Pirates trak hinanden i den anden semifinale, så der er lagt op til et brag.
Den første af de to semifinaler, der skal spilles i Aalborg står mellem SønderjyskE og Herning Blue Fox. For de to nordjyske klubdirektører, der deltog i et videomøde sat op af TV2 Sport, er det en godkendt lodtrækning.
- Det er jo en super fed lodtrækning. Der kan nå at ske meget inden da med skader og Covid-19, der blander sig. Det glæder vi os helt vildt til. Vi har jo gode minder fra sidste gang, siger Henrik Andersen, direktør i Frederikshavn White Hawks.
Han håber på en gentagelse af 2020-succesen, da White Hawks endte med at rejse hjem fra Aalborg en pokal rigere.
- Vi vil meget gerne gentage triumfen fra for to år siden. Det er helt sikkert noget, som vi allerede nu ser meget frem til at være en del af, og det største vil naturligvis være, hvis vi kan løbe med pokalen. Det er dog tre meget kompetente modstandere, så vi må se, hvordan det ser ud, når vi når til februar, siger Henrik Andersen.
Blandt White Hawks-spillerne er der også stor tilfredshed med lodtrækningens udfald.
- Det er en perfekt lodtrækning for os. Det er altid noget særligt at møde Pirates, og nu har vi jo prøvet at vinde over dem før til et Final4-stævne, så det kunne da være sjovt med en gentagelse, siger Mads Larsen.
Han husker med stor glæde tilbage på den seneste pokaltriumf for Frederikshavn White Hawks. I den forbindelse håber han, at det bliver med fans på tribunerne.
- Det vil betyde meget for både os og vores fans, hvis de kan blive en del af det. Det er blandt andet noget af det, der står tydeligst for mig i forhold til, da vi vandt. Det var hele oplevelsen sammen med vores fans. Det vil vi gerne prøve igen, siger Mads Larsen.
På piratskibet er direktøren også meget glad for, at det netop blev naboerne, der endte med at blive semifinalemodstander.
- Nu misser vi et nytårsbrag med 5000 tilskuere, så jeg kan på ingen måde have noget mod at møde Frederikshavn en fredag aften klokken 20, siger Lars Laursen, direktør i Aalborg Pirates.
Final4 afvikles i Sparekassen Danmark Isarena i dagene 18.-19. februar, hvor SønderjyskE stiller op som forsvarende mester, da man i forrige sæson besejrede Esbjerg Energy i finalen.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.