Her er planen for Vendsyssel FF's fremtid: Travl sommer i vente

Søren Henriksen, der er sportslig førstemand i Vendsyssel FF ser ind i en travl sommer, hvor han varsler en større udskiftning i truppen

Vendsyssel FF står foran en travl sommer, hvor der er mange spørgsmål i forhold til spillertruppen. <i>Arkivfoto: Henrik Bo</i>

Vendsyssel FF står foran en travl sommer, hvor der er mange spørgsmål i forhold til spillertruppen. Arkivfoto: Henrik Bo

VRÅ:Vendsyssel FF har udspillet sin rolle i oprykningsspillet. Med fire kampe tilbage af sæsonen kan Vendsyssel ikke nå noget som helst af betydning. 

Derfor bliver søndagens kamp i Næstved også præget af et behov for at kigge mod fremtiden og næste sæson.

icon

Jeg forventer, vi kommer til at have en del udskiftning i truppen.

Søren Henriksen

- Vi kommer til at rotere lidt i resten af sæsonen, fordi vi skal have set nogle af de spillere, der ikke har fået så mange minutter og som har kontrakt i næste sæson. Naturligvis er det bedre at blive nummer fire end nummer seks, men det er ret vigtigt for os at få set alle spillere an. Vi er allerede langt i planerne for næste sæson, siger Søren Henriksen. 

Han står med det sportslige ansvar i Vendsyssel FF, så det kommende transfervindue har længe været på tegnebrættet hos netop Henriksen. 

- Jeg forventer, vi kommer til at have en del udskiftning i truppen. Vi har ikke for alvor snakket kontraktforlængelser med de spillere, der har udløb til sommer. Det begynder vi at tage hul på nu, fortæller Søren Henriksen. 

Han tør endnu ikke sige, hvilke spillere man siger farvel til, men den næste melding indikerer, at det ikke er alle mand, der bliver forlænget i VFF. 

- Det er ingen hemmelighed, at vi skal have skåret omkostningerne til, så vi ikke løber ind i lige så store underskud, som det har været tilfældet i de seneste år.

- Den opgave kan vi sagtens løse, for der er ingen tvivl om, at vi har haft nogle meget dyre kontrakter fra dengang, vi tog over. Dengang var vi presset, og det vidste spillerne godt, så vi har nogle dyre kontrakter, som vi kan begynde at rydde op i, siger Søren Henriksen. 

Vendsyssel FF præsenterede i april et regnskab for 2022, der endte med et minus på 8,1 millioner kroner, og den slags underskud skal ganske enkelt være fortid. Det kommer til af påvirke spillerbudgettet i klubben, men Søren Henriksen oplever en stigende interesse for at komme til at spille for klubben trods de nye realiteter. 

- Jeg kan tydeligt mærke, at flere og flere spillere finder det interessant at spille for Vendsyssel. Der er ingen tvivl om, at vi i de seneste år har fået noget ro på, som har hjulpet på vores tiltrækningskraft. Blandt andet mærker vi også, at profiler fra U19-ligaen også er interesserede i at komme herop. Det gælder spillere fra mange af de største klubber, som måske ikke kan komme igennem til superligatrupperne, så det er også meget spændende for os, siger Søren Henriksen    

Med en del kontraktudløb. Blandt andet på Tiemoko Konate, Zander Hyltoft, Diego Montiel og Anton Søjberg samt interesse for Wessam Abou Ali og Tobias Anker, er det oplagt, at Vendsyssel ser ind i en del udskiftninger i spillertruppen. 

- Vi kommer nok til at have en del udskiftninger i truppen. Måske også lidt flere end vi optimalt set ville foretrække, men vi står i en situation, hvor det giver meget god mening. Dels på grund af flere spilleres kontraktsituation, og så har vi nogle profiler, som der er interesse for, siger Søren Henriksen, der fastslår, at Vendsyssel trods et mindsket lønbudget nok skal spille med, hvor det er sjovt i næste sæsons 1. division. 

- Vi skal nok få et hold, der spiller med i den sjove halvdel af tabellen. Man skal huske på, at vi lige meget hvad har stammen intakt med spillere som Greve, Rune Frantsen, Emil Arendrup, Carl Lange og Ayo Okosun, påpeger Søren Henriksen.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.