Her er status hos Aalborg Håndbold før europæisk skæbnekamp

Stregspilleren Jesper Nielsen har fået sin skulder scannet - for at blive klogere på skade

Jesper Nielsen udgik af Aalborg Håndbolds kamp i Polen i torsdags. <i>Arkivfoto: Bente Poder</i>

Jesper Nielsen udgik af Aalborg Håndbolds kamp i Polen i torsdags. Arkivfoto: Bente Poder

AALBORG:Det er ikke flere skader, Aalborg Håndbold har brug for i en sæson, hvor tingene snart snerper til i både HTH Herreligaen og Champions League.  Ikke desto mindre er stregspilleren Jesper Nielsen tjekket ind på den ukampdygtige liste og er derfor ikke med, når aalborgenserne onsdag aften spiller europæisk på hjemmebane mod norske Elverum.

Uheldet var ude for den svenske stregspiller i sidste uges Champions League-opgør i Kielce, da hans arm blev fanget i en polsk afslutning, så skulderen fik et riv.

- Vi var lidt nervøse for, at der var sket noget med ledlæben, men heldigvis viste den første scanning ikke noget alarmerende. Han mærker også fremgang, men for at være helt sikre i vores sag, så får han en scanning mere i denne uge, forklarer Aalborg Håndbolds cheftræner, Stefan Madsen.

Streg i regningen

Jesper Nielsen har spillet en god sæson for Aalborg Håndbold og har været en del af en defensiv, der efter VM-slutrunden har set stærkt forbedret ud.

- Jesper er en af de tre, vi har brugt meget i det centrale forsvar sammen med Henrik Møllgaard og Réne (Antonsen, red.), og det er selvfølgelig en streg i regningen i forhold til ressourcerne, at han ikke kan være med lige nu, erkender Stefan Madsen.

Aalborgensernes liste af ukampdygtige spillere tæller i forvejen Mikkel Hansen (sygemeldt med stress), Buster Juul (skinnebensskade) og Martin Larsen (korsbåndsskade).

Aalborg Håndbold møder onsdag aften klokken 18.45 norske Elverum i næstsidste runde af gruppespillet i Champions League. Med en sejr vil holdet være garanteret en plads i 1/8-finalerne.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.