AaB

Her er status i AaB tre dage før superligabraget mod AGF

To spillere ser ud til at være ude af kapløbet om at blive klar til tilskuerbaskeren på Aalborg Portland Park

Foto: Torben Hansen

Foto: Torben Hansen

FODBOLD:Alle 10.000 billetter er afsat til AaB's hjemmekamp på søndag mod AGF i Superligaen, og dermed bliver der tæt pakket på Aalborg Portland Park for første gang i 17 måneder.

Det er dog ikke alle aalborgensernes spillere, der kan gøre sig håb om at betræde grønsværen til den jyske klassiker, der samtidig er et opgør mellem to pointhungrende hold, der har fået en haltende start på den nye sæson.

Den spanske offensiv-spiller Rufo har ikke været på træningsbanen, siden han udgik med en knæskade mod FC Midtjylland for halvanden uge siden. Ifølge cheftræner Martí Cifuentes går der endnu nogle uger, inden der er håb om at se Rufo tilbage.

Forsvarsspilleren Anders Hagelskjær, der humpede ud af onsdagens træning, bliver heller ikke aktuel mod AGF.

- Han faldt lidt uheldigt ned og mærkede straks noget i sit baglår, så det er en form for muskelskade. Vi afventer dog svar på nogle nærmere undersøgelser, fortæller AaB's træner.

Muligheder for Ahlmann og Kusk

For Jakob Ahlmann, der udgik med smerter i lysken mod Silkeborg senest, er håbet om at spille mod AGF dog stadig lysegrønt. Han var torsdag på træningsbanen sammen med klubbens fysioterapeut, og planen er, at han fredag skal forsøge at træne med.

Magnus Christensen har også lidt overbelastningsproblemer, der holdt ham ude af torsdagens træning, men AGF-kampen synes ikke at være i farezonen.

Der er også opløftende nyheder omkring Kasper Kusk, der onsdag forlod træningen med store smerter i nakken, efter at han faldt uheldigt ned ovenpå en lufttur. Han var delvis med i torsdagens udfoldelser.

- Han har det godt, men vi tager selvfølgelig lige lidt forholdsregler, så vi er sikre på, at han bliver klar til kamp på søndag. Umiddelbart er jeg dog ikke bekymret, forklarer Martí Cifuentes.

Hold dig opdateret om AaB – Tilmeld dig vores nyhedsbrev om AaB lige her

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.