Herning fik skovlen under Aalborg Pirates efter nyt overtidsdrama
Herning Blue Fox fik reduceret til 1-2 i kampe, da tirsdagens kamp blev vundet 3-2 efter overtid

Aalborg Pirates var tæt på at bringe sig på 3-0 i finaleserien, men i stedet var det Herning, der skøjtede af med sejren. Foto: Lars Pauli
AALBORG:Aalborg Pirates var 56 sekunder fra at bringe sig på 3-0 i DM-finaleserien mod Herning Blue Fox, men det endte i stedet med en overtidssejr på 3-2 til herningenserne efter en overtidsscoring fra Tristan Pomerleau. Med det resultat er finaleserien helt åben igen.
Kamp tre i de fleste slutspilsserier er altid at sammenligne med en tredje omgang i en titelkamp mellem to sværvægtsboksere. Efter to omgange har bokserne så småt sporet sig ind på hinanden. I tirsdagens kamp var det straks fra start tydeligt, at der var lidt regninger fra de to første kampe, der skulle betales tilbage.
Vidste man ikke bedre, kunne man let fristes til at tro, at det var et begynderstævne hos Lindholm Bokseklub og ikke den tredje DM-finale mellem Danmarks to bedste ishockeyhold, man havde købt billet til i de første 20 minutter. Der var smæk for skillingen, hvor der blev givet og taget af et godt hjerte.
Hvis man troede, at Herning var et slagent hold, så kunne man godt tro om igen. Det var en flok friske ræve, der var kørt til Aalborg. Da Lasse Bo Knudsen ragede kampens første udvisning til sig, så det ved første øjekast ud til, at Pirates havde helt styr på det vestjyske powerplay, men lidt ud af ingenting fik Mads Christensen sendt pucken ind bag George Sørensen.
Aalborg Pirates var svækket til kampen af afbud fra Oliver Anker og Jeppe Jul Korsgaard. Sidstnævnte storspillede i den anden DM-finale i Herning, så det var et slag mod de nordjyske sejrsambitioner. Med den hurtige Herning-føring in mente var det oplagt for de mest nordjyske Pirates-fans at blive skeptiske i kølvandet på Hernings føringsmål.
Men inden de føromtalte fans fik fundet de negative gloser frem, slog Pirates til.
I Jeppe Jul Korsgaards fravær var Mikkel Højbjerg rykket op i førstekæden. Han manede alle spekulationer om et svækket Pirates-hold i isen, da han var manden bag en flot udligning til 1-1. Via et kvikt dobbeltpas med Julian Jakobsen fik Mikkel Højbjerg spillet sig frem til en fri afslutning, som han flot løftede op i nettaget.
Efter udligningen udviklede resten af perioden sig til en omgang skyggeboksning. Der skulle i den grad tisses territorier af. Ind imellem blev der også taget en uigennemtænkt udvisning eller to. Eksempelvis, da Mathias From kørte ind i George Sørensen kort før periodens slutning.
Finale 3
Det gav Pirates et powerplay fra anden periodes indledning. Det blev udnyttet på flotteste vis, da piraterne kørte en efterhånden patenteret kombination. To tværpasninger fra Thomas Spelling og Patrick Bjorkstrand serverede pucken for Julian Jakobsen, der let kunne sende pucken i mål til Pirates-føring.
Herefter udviklede anden periode sig til en åben slagudveksling. Der var chancer til begge sider. Pirates havde pucken mest. Der var også et par store chancer til de rødklædte spillere. Den største mulighed tilfaldt Phil Marinaccio, der ramte stolpen på en friløber.
Nok virkede Aalborg i store dele af perioden som det mest målsøgende hold på isen, men aalborgenserne fik ikke sat et afgørende nyrestød ind.
Mod anden periodes slutning skøjtede piraterne ind i to udvisninger, men de fire minutters undertal klarede man uden større problemer.
Med en 2-1-føring inden de sidste 20 minutter var det en helt åben slagudveksling, hvor et enkelt øjebliks uopmærksomhed ville være nok til, at modstanderholdet kunne sætte en træffer ind.
Aalborg Pirates - Herning Blue Fox 2-3 (efter overtid)
- Ishockey, Metalligaen
- 3. DM-finale
- Periodecifre: 1-1, 1-0, 0-1, 0-1
- Målscorere: 0-1 Mads Christensen (6.36), 1-1 Mikkel Højbjerg (8.27), 2-1 Julian Jakobsen (20.51), 2-2 Mathias From (59.04), 2-3 Tristan Pomerleau (62.37)
- Udvisninger: Aalborg 6x2, Herning 4x2
- Tilskuere: 4553
- Dermed fører Aalborg Pirates 2-1 i kampe. Kamp fire spilles i Herning fredag.
Den første halvdel af tredje periode bød ikke på mange chancer, men Aalborg fik dog en enkelt stor chance, da Herning-keeper Mac Carruth kom voldsomt på glatis og lå i eget mål og rodede rundt, mens Pirates havde pucken. Der blev dog ikke sendt et kvalificeret skud mod mål.
Efter en meget disciplineret indsats i de otte minutter af tredje periode blev Aalborg ramt af to udvisninger med 31 sekunders mellemrum. Halvandet minut i fem mod tre gav Herning det perfekte afsæt til at udligne, men her gik kaptajnen forrest. Julian Jakobsen blev på isen i hele undertalsperioden og var i den grad afgørende for, at Hernings tilnærmelser kunne håndteres af George Sørensen i Pirates-målet.
Da undertalsperioden var afværget steg klapsalverne gradvist i styrke for hvert minut, som forsvandt på uret. Men med lige under et minut tilbage af kampen fik Herning udlignet.
En tværpasning fandt bladet på Mathias Froms skøjte, og fra skøjteklingen røg pucken i mål, hvilket skabte øjeblikkelig stilhed blandt de mange Pirates-fans, der havde modtaget et kollektivt leverstød.
Aalborg skulle genfinde de offensive takter til overtidsperioden. De seneste minutters forsvarskrig kunne godt smides i skraldespanden. Det nåede man dårligt, inden Herning slog kontra og nærmest udspillede Aalborg til en overlegen 3-2-scoring, der lukkede kampen til Hernings fordel.
Kamp fire spilles fredag aften i Herning. Desuden ligger det nu fast, at kamp fem spilles søndag i Aalborg.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.