Herrelandsholdet revancherer stor skuffelse i Gigantium - to spillere skiller sig ud
Henrik Møllgaard spillede hele kampen i det danske forsvar, da landsholdet slog Nordmakedonien sikkert
Et landshold i fuldkommen kontrol og på den måde i komplet kontrast til præstationen torsdag vandt søndag over Nordmakedonien med cifrene 37-21 i kvalifikationen til EM i 2022.
Kampen, der blev spillet i Gigantium, var herrelandsholdets måde at revanchere torsdagens nederlag på 33-29 i Skopje. Den kamp var den første, efter Mikkel Hansen, Henrik Møllgaard og resten af holdet vandt VM i januar, men de kunne altså ikke ride videre på sejrsbølgen.
I en relativt tom arena startede Aalborg Håndbolds Henrik Møllgaard i forsvaret, mens Nikolaj Læsø, der var hentet ind til opgøret som erstatning for Lasse Møller, måtte se til fra bænken. Her kunne Læsø se til, mens det danske landshold var på revanchetogt. Denne gang i fuld koncentration.
Det var dog ikke et nordmakedonsk landshold, der havde taget turen til Aalborg og Danmark, som mødte op i fuld styrke. Profilerne Filip Mirkulovski og Stojanče Stoilov fik lov til at sidde over, mens også den ellers spillende landstræner for Nordmakedonien, legenden Kiril Lazarov, havde det bløde træningstøj på under samtlige 60 minutters håndbold.
Holdindsats - med skønhedsfejl
Verdensmestrene fra Danmark fik hurtigt opbygget en føring på fire mål, og da den blev til syv lidt over midtvejs i første halvleg, var kampen reelt afgjort.
Den kommende Aalborg-spiller Mikkel Hansen havde dog svært ved at få gang i maskineriet søndag eftermiddag på sin kommende hjemmebane. Han brændte skud og lavede flere tekniske fejl, og da han missede et skud på helt frit mål, blev det for meget for landstræner Nikolaj Jacobsen. Temperamentet var steget så meget på sidelinjen, at Paris-stjernen blev taget ud. I anden halvleg revancherede Mikkel Hansen dog sit spil en smule med både mål og assists.
Uden Hansens absolutte topniveau kunne landsholdet dog alligevel. I en generelt godkendt holdindsats var der dog to spillere, som gjorde lidt ekstra.
På højre back viste GOG-spilleren Mathias Gidsel, der fik sit landsholdsgennembrud til VM, flere gange sit store talent frem. Han scorede efter flere flotte gennembrud og spillede både stregspillere og sin fløj fri flere gange.
I målet var det ikke Niklas Landin, men i stedet Kevin Møller, der afviste de nordmakedonske forsøg. Møller afløste Landin halvvejs i første halvleg, da førstemålmanden blev skadet, men niveauet i det danske mål sank ikke. Tværtimod. FC Barcelona-målmanden pillede gang på gang pynten af Nordmakedoniens offensiv, og hans glædesudbrud efter redninger var med til at løfte det danske forsvar.
Kevin Møller kronede den flotte indsats med at komme på måltavlen, da han udnyttede, at Nordmakedonien spillede syv mod seks først i anden halvleg. På det tidspunkt var Danmark foran med 11 mål.
Sejr med betydning
Storsejren betyder, at herrelandsholdet fik vasket den plet væk, som nederlaget torsdag i Skopje ellers havde efterladt.
Nu er Danmark bedst indbyrdes med Nordmakedonien i kvalifikationsgruppe 7, som også tæller Schweiz og Finland, fordi Danmark søndag vandt med mere, end de tabte med torsdag.
Foruden de to point til regnskabet kan de danske spillere også glæde sig over, at førstepladsen giver bedre seedning til EM-slutrunden. De to bedste hold går videre fra hver gruppe, men her bliver gruppevinderen bedre seedet end holdet, der slutter som nummer to.
Søndag bød også på et opgør mellem Schweiz og Finland. Her vandt Schweiz med 32-30 på hjemmebane, og det giver følgende stilling i Danmarks kvalifikationsgruppe:
1. Danmark, 6 point
2. Nordmakedonien, 6 point
3. Schweiz, 4 point
4. Finland, 0 point